Fortsæt til indhold
Indland

Gift ved næste blik: Har I spurgt jer selv om dette?

Der er spørgsmål, som man med fordel kan stille hinanden, når man er på vej ind i en mere forpligtende relation, mener psykolog og parterapeut Trine Hjorth Bønnerup, velkendt fra "Gift ved første blik".

Trine Hjorth Bønnerup tror på kærligheden. Hun tror også på, at man skal arbejde for den, og at der er spørgsmål, man med fordel kan stille hinanden, inden man beslutter sig for det store skridt at flytte sammen og dermed forpligte sig mere over for hinanden.

»Det er vigtigt at gøre sig umage med kærligheden, og du skal vide, at de små ting kan gøre en stor forskel,« siger den 43-årige psykolog og parterapeut, der er kendt som ekspert og matchmaker fra ”Gift ved første blik”.

»Den måde, I kommunikerer på i det daglige, betyder noget: Husker I at værdsætte og prioritere hinanden? Er I opmærksomme på, hvor meget I påvirker hinanden negativt, hvis I har følelser eller mønstre, som I ikke tager ansvar for at berolige og arbejde med selv? Det ville gøre en kæmpe forskel i et parforhold at være i stand til at have det blik.«

Det er nogle af de tanker, som kan være gode at have med sig på vejen ind i en mere forpligtende relation, mener eksperten.

»Du kan godt tidligt i dit forhold få en fornemmelse af, hvor godt I matcher – men du skal være opmærksom på ikke at blive for optaget af, at noget måske ikke stemmer fuldstændigt. Sommetider kan du f.eks. for tidligt i en relation komme til at sætte for meget spot på, om I skal have børn eller ikke have børn,« siger hun.

»Selvfølgelig kan du have brug for en afklaring på et tidspunkt, men det kan også være en idé at give et nyt forhold en hellig periode, hvor alle de store spørgsmål ikke behøver være på plads. Gå nænsomt til værks. Se, hvad der sker, og stol på kærligheden. Stol på, at I kan ændre jer med hinanden.«

Disse spørgsmål kan du få meget ud af at have talt med din partner om, inden I tager det første store skridt ind i et fælles liv, siger Trine Hjorth Bønnerup.

1.

Hvad ser du for dig i livet og parforholdet om fem år?

»Sørg for at få talt om fremtidsperspektivet, så I ved, at I er på vej mod samme sted. Drømmer I om det samme? Vær opmærksom på, at hvis du spørger til drømme for at sikre dig, om din egen drøm kan blive mødt, skal du gå nænsomt til værks. Se, hvad der sker, og stol på processen. Stol på, at I også kan ændre jer med hinanden, hvis kærligheden består.«

2.

Hvilken handling, som jeg gør, giver dig mest en følelse af at blive elsket?

»Det er en god måde at reflektere over, hvad du selv kan bidrage med til at give din partner en følelse af at blive elsket: ”Når du kigger på mig på den måde, når du lige husker mig, husker, hvad jeg godt kan lide og køber det med” f.eks. Det er et kærlighedssprog, hvormed du kan vise en intention om, at I skal være der for hinanden.«

3.

Hvad er din typiske reaktion, hvis du bliver presset og usikker?

»Det kan være en god idé at interessere sig for det på forhånd, da det skaber en større bevidsthed og følelse af en fælles strategihåndtering. Det opfordrer jeg også parrene i ”Gift ved første blik” til: ”Hvad kunne du få brug for, hvis du kommer i en presset situation?”«

4.

Hvordan støtter jeg dig bedst, når du har en dårlig dag?

»Når I flytter sammen, kommer I til at opleve nogle nye sider af hinanden. I kommer til at opleve dårlige dage, dårlige situationer. Det kan I forberede jer på ved at være omsorgsfuldt opmærksomme på hinanden på forhånd. Så er der en større chance for, at I også vil gribe hinanden på gode måder, når det sker.«

5.

Hvad synes du, at vi som par skal gøre, hvis vi rammer en svær periode?

»Hvad vil I egentlig gerne? Hvordan vil I gerne være nogen, der håndterer det svære med hinanden? Sådan et spørgsmål gør det fælles værdigrundlag tydeligere. Det er godt at interessere sig for de små ting, I skal skrue på for at lykkes bedre med at kigge indad i sig selv og stå sårbart frem for hinanden.«