Fortsæt til indhold
Indland

Sjælden bi dukker for første gang op ved regnvandsbed i Odense

Biarten "mellem smalbi", der normalt holder til på sydligere breddegrader, er nu også registreret i Danmark.

/ritzau/

Mens det generelt står skidt til for mange arter i Danmark, er en ny biart dukket op i Odense-bydelen Bolbro.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Biartens latinske navn er Lasioglossum intermedium - på dansk kaldes den for ”mellem smalbi”, skriver styrelsen.

Arten er registreret ved et regnvandsbed i Bolbro kaldet ”Træøen”, hvor regnvand fra nærliggende gader afledes.

Mellem smalbi er fem-seks millimeter og blandt de mindste arter af bier i Danmark.

Det kan være klimaforandringer, der har bragt bien mod danske himmelstrøg.

Sådan lyder det fra en af forskerne bag fundet, postdoc Hjalte C. Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

»Nye arter indvandrer ofte fra syd, hvor deres udbredelse fremmes af klimaforandringer.«

»Det er ikke usædvanligt, at de først observeres i bymiljøer, hvor temperaturen typisk er højere end i det omkringliggende landskab,« siger han i pressemeddelelsen.

Ud over den nye bi er der fundet i alt 77 forskellige biarter og 152 billearter ved lignende regnvandsbede i Odense.

Flere af biarterne er rødlistede og sjældne, fremgår det.

Regnvandsbedene er netop tænkt som en ”grøn oase”, der skal fremme biodiversitet, lyder det fra udviklings- og innovationskoordinator Rikke Hansen fra VandCenter Syd.

»Det betyder, at de både afleder regnvand, renser forurenet vand fra vejen og bliver til små, grønne oaser, som understøtter den pressede biodiversitet,« siger hun i pressemeddelelsen.

VandCenter Syd har sammen med forskere fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet arbejdet med at udvikle indretning af regnvandsbedene.