Fortsæt til indhold
Indland

Vinderne af Jyllands-Postens litteraturpriser 2025 er fundet. Her er de

Torsdag blev vinderne af Jyllands-Postens to litteraturpriser afsløret ved prisuddelingen i Aarhus.

Tre gange tidligere er Jyllands-Postens litteraturpriser blevet uddelt. Torsdag skete det igen ved en prisuddeling i Aarhus.

Feltet af nominerede – 10 bøger udgivet i perioden fra sommer 2024 til sommer 2025 – talte en række erfarne forfattere, der alle graver sig ned i historien, i store spørgsmål og i andre mennesker.

Og i en tid, hvor krig, internationale topmøder og urolighed fylder, er det måske netop vigtigt at hylde litteraturen.

Det lagde Tina Nikolaisen, formand for Jyllands-Postens Fond, vægt på i sin åbningstale, der blev indledt med ordene: »Når verden er i forandring, er det godt at have bøgerne.«

»De bliver stående. I bøgerne er der plads til kompleksitet i en tid, hvor meget får lov at udfolde sig i nyheder og breaking news.«

Herefter gav hun ordet videre, så årets vindere kunne modtage deres priser. Her er de.

Den skønlitterære pris

Årets skønlitterære pris gik til Anne Lise Marstrand-Jørgensen for den anmelderroste roman ”Ræveår”, der udspiller sig i slutningen af 1700-tallet på Læsø og skildrer en flok kvinders kamp for at skabe en tålelig tilværelse for sig selv, deres børn og ikke mindst deres ægtemænd.

Rikke Viemose, forfatter, kulturskribent og medlem af JP’s jury, sagde som begrundelsen for valget, at forfatteren »allerede fra første side formår at suge læseren ind i kvindernes verden og får os til at tro på, at ja, det var præcis sådan her, det var at være kvinde på Læsø i 1780.«

»Vi kan være rævestolte over at have en forfatter som hende iblandt os.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter til ”Ræveår”, vandt årets skønlitterære pris 2025.

I den 424 sider lange roman lægger Anne Lise Marstrand-Jørgensen arm med historiske kvindeportrætter – og det er ikke første gang.

Med romaner om middelalderkvinden Hildegard af Bingen og Danmarks første kvindelige regent, Margrete I, har forfatteren for længst demonstreret, at hun er mester i at genskabe historiske perioder og oversete kvindeskikkelser.

Det er heller ikke første gang, at hun skriver en længere roman, men som hun sagde torsdag, så er ”Ræveår” »en fortælling, der kræver en langsommelighed«.

Da hun blev bedt om at beskrive bogen på tre sekunder, lød det fra scenen:

»Den handler om kvinder på Læsø i 1780. Men i virkeligheden handler den mere om et fællesskab, som man ikke kan slippe fri af. Et, der er så forpligtende, at man slet ikke kan forstå det. Et fællesskab, hvor alt handler om solidaritet. Det er ikke båret af kærlighed, men af et arbejdsfællesskab. Der hersker en råhed, vi måske har glemt findes.«

Som vinder af Jyllands-Postens skønlitterære pris modtager Anne Lise Marstrand-Jørgensen 150.000 kr.

Den faglitterære pris

Zetland-stifter Lea Korsgaard har formentlig haft lidt af en uge. Tirsdag kom det frem, at den svenske mediekoncern Bonnier News har købt en større del af hendes medie, og torsdag løb hun så med Jyllands-Postens faglitterære litteraturpris 2025.

Det for romanen ”Inden året er omme – hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”.

Jeanette Varberg, museumsinspektør og medlem af Jyllands-Postens Fond og JP’s faglitterære jury, kaldte i sin tale Lea Korsgaards bog for »et vanvittigt projekt« med henvisning til hendes idé om med egne øjne at ville se alle 64 sommerfuglearter på bare ét år.

Men også:

»En smuk, filosofisk bog, som er nysgerrig på verden omkring os med en kombination af håb og vemodighed om verdens tilstand og den truede natur.«

Poul Duedahl, forfatter af ”Minutmillionærer”, var også nomineret til JP's faglitterære pris og til stede ved uddelingen i Aarhus. Prisen gik til Zetland-stifter Lea Korsgaard.

Anmelderne på landets medier har da også delt begejstringen for Lea Korsgaards roman og i en femstjernet anmeldelse skrev Jyllands-Postens litteraturanmelder i juni:

»Det sker meget sjældent, at jeg læser en bog, som jeg har lyst til at vende om og læse forfra. Sådan en bog er ”Inden året er omme”.«

I begyndelsen af reportagebogens 314 sider går intet efter planen i Lea Korsgaards jagt efter sommerfugle. Men efterhånden får hun styr på sit projekt, fordi hun gør en indsats for at læse om sommerfuglene og lytte til de entusiaster, hun opsøger.

Selv beskrev hun processen således, da hun blev spurgt på scenen torsdag:

»Nu har jeg aldrig taget stoffer, for jeg er rimelig høj på livet generelt. Men som jeg lærte mere, fik jeg en anden måde at se verden på. Det var, som om jeg fik flere pixels – og det var en helt psykedelisk oplevelse,« sagde hun.

»På en måde er det også en langsomhedshistorie. Hvad får vi ud af at sænke tempoet og fokusere på kun en ting.«

Jagten på sommerfugle fører Lea Korsgaard til landskaber, hun ikke vidste eksisterede, mens hun undervejs konfronteres med nogle af tilværelsens største spørgsmål. Herunder et af livets måske største: Hvad lever vi for?

Eller som hendes søn en dag sagde undervejs i arbejdet med reportagebogen:

»Hvad vil du helst. Leve evigt eller aldrig blive født?«

Og hun forstod godt hans undren. For »når man sænker tempoet så meget, er der pludselig tid til at stille de helt store spørgsmål«.

Som vinder af Jyllands-Postens faglitterære pris modtager Lea Korsgaard 150.000 kr.

Undervejs ved torsdagens prisuddeling blev forfatterne interviewet af Jyllands-Postens litteraturredaktør, Marcus Aggersbjerg.