Fortsæt til indhold
Indland

Danmark er i hybridkrig, siger regeringen: Sådan håndterer du bekymringerne og tankemylderet

Heidi Frølund Pedersen, klinisk psykolog ved Aarhus Universitetshospital, har fire konkrete råd til, hvordan du forholder dig roligt til den øgede droneaktivitet.

Du har formentlig ikke kunnet undgå nyhederne.

Om Københavns Lufthavn, der mandag aften blev overfløjet af to til tre droner.

Om de civile og militære lufthavne i Jylland, heriblandt Flyvestation Skrydstrup, der huser F-35-kampfly, og som onsdag aften og natten til torsdag blev overfløjet af nye droner.

Aktiviteter, der er foregået så systematisk, at regeringen har kaldt overflyvningerne for et »hybridangreb« drevet af en professionel aktør.

Dronerne har skabt en øget frygt for krig blandt børn, der ringer ind til rådgivningslinjen Børnetelefonen, oplyser Børns Vilkår.

Men hvordan forholder du dig til bekymringerne?

Heidi Frølund Pedersen, klinisk psykolog ved Aarhus Universitetshospital, oplister her fire konkrete ting, du kan gøre for at håndtere tankemylderet.

1

Hvad kan du selv gøre?

»Du skal først og fremmest tænke: ”Er det noget, jeg kan gøre noget ved?”. Der er jo nogle konkrete ting, du kan gøre. Du kan måske protestere eller bruge dine kompetencer i en situation, der skubber tingene i den rigtige retning. Du kan også ”preppe”, som myndighederne har opfordret til.«

»Men at overtale Putin til at opgive krigen – det ligger jo uden for din kontrol. Det skal du acceptere. Derfor giver det meget mere mening at engagere sig i positive aktiviteter, der normalt gør dig glad. Det kan være at læse, løbe eller mødes med venner.«

2

Tal med andre om dine tanker

»Det er vigtigt, at du taler med nogen, du har tillid til og føler dig tryg ved, hvis du er bekymret eller frygtsom. Det kan f.eks. være familie eller venner.«

»Når man deler sine tanker og svære følelser, får man en fornemmelse af tilknytning til andre, som i sig selv kan hjælpe til at få mere ro på. Og mange gange har andre det på samme måde, og dermed kan vi opleve os set og ikke ”forkerte” med vores bekymring.«

3

Overvej dit nyhedsforbrug

»Det kan være en god idé at holde sig orienteret om fakta, men stadigvæk med måde. Tænk over antallet af artikler, du klikker på. For nogle kan det være godt at sige til sig selv, at man vil tjekke nyheder én gang om dagen eller slå notifikationer fra. Andre har måske sluppet nyhedsstrømmen helt, men det er heller ikke hensigtsmæssigt.«

»For dem kan det være godt at opdatere sig indimellem for at se, at der rent faktisk er nogen, der forsøger at løse situationen, og få overblik over, hvad der reelt sker.«

4

Hold dig sund

»Oprethold din normale aktivitet. Sørg for at motionere og gå nogle ture i naturen for at koble nervesystemet af. Det handler om at styre vores stresssystem. Kan vi tage os af vores basale sundhed, giver vi os selv en bedre forudsætning for at holde os mentalt sunde i en tid, hvor man let kan blive lidt ængstelig og bekymret. Gode pauser regulerer os.«