Droner lukker luftrummet over Aalborg
Politiet er til stede i Aalborg Lufthavn, efter at der er blevet observeret droner i luftrummet.
Luftrummet over Aalborg Lufthavn er lukket på ubestemt tid grundet droneaktivitet.
Det oplyser Martin Svendsen, der er salgs- og marketingdirektør i lufthavnen, onsdag aften til Ritzau.
- Det er korrekt, at luftrummet er lukket, fordi der er observeret droner. Jeg kan bekræfte, at politiet er til stede, lyder det.
Dronerne er blevet observeret i nærheden af lufthavnen, skriver Nordjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X.
Her bekræfter politiet, at det er til stede og undersøger hændelsen nærmere.
Det samme bekræftes af Flyvevåbnet, der i et opslag på Facebook omtaler »uautoriseret droneflyvning« som årsag til, at luftrummet over Flyvestation Aalborg er lukket.
Der er onsdag aften uvist, hvor mange droner, der er tale om, eller hvor de kommer fra.
Også flyhjemmesiden Flightradar24 skriver i et opslag på det sociale medie X, at Aalborg Lufthavn er lukket, fordi der blevet observeret droner i luftrummet.
Tre fly er onsdag aften blevet omdirigeret til andre lufthavne, skriver flyhjemmesiden videre.
Det drejer sig om to indenrigsflyvninger, der er blevet omdirigeret tilbage til Københavns Lufthavn, og et fly fra Amsterdam, der er blevet omdirigeret til Billund Lufthavn, fremgår det på Flightradar24’s hjemmeside.
Det er anden gang i denne uge, at luftrummet over en dansk lufthavn lukkes, fordi der er meldinger om droneaktivitet.
Mandag aften blev luftrummet over Københavns Lufthavn lukket i omkring fire timer, efter at der blev observeret to til tre uidentificerede droner i området.
Det er endnu uklart, hvem der sendte dronerne ind over lufthavnen, men politiet vurderer, at en ”kapabel aktør” står bag.
Det er på nuværende tidspunkt uklart, om der er sammenhæng mellem hændelsen i Aalborg onsdag aften og hændelsen i Københavns Lufthavn mandag aften.