Der er mennesker, man møder på Christiansborg, som man glemmer igen. Og så er der Marchen

Hun fylder 40, men karrieren ligner allerede et helt liv:

Fra praktik på Information over politisk analytiker og redaktør på Jyllands-Posten til posten som avisens ansvarshavende chefredaktør.

Marchen Neel Gjertsen har for længst bevist, at journalistik ikke kun handler om tålmodige notater fra udvalgsmøder, men også om mod, humor – og evnen til at få en redaktion til at summe af liv.

En »30-års-hændelse«

Da hendes forgænger som chefredaktør, Jacob Nybroe, tog hende ind i chefredaktionen, kaldte han hende en »30-års-hændelse af journalistisk talent«.

Det var ikke bare ros. Det var en erklæring om, at Marchen er noget sjældent: en leder med idéer og en naturlig autoritet. Men også en leder, der kan spille sammen med og op til de gængse magtrelationer og -hierarkier, der gør sig gældende i den maskuline kultur, der stadig synes at herske i de gamle bladhuse og på ledelsesgangene på Jyllands-Posten.

Helt som det skete, da hun kastede sig ind i kampen for JP-nestor Jørgen Ejbøls formandskab i Jyllands-Postens Fond. Det var dengang, den 38-årige Neel Gjertsen og den 75-årige Ejbøl roste hinanden til skyerne. Og nestor bl.a. fik lovet sin unge chefredaktør »frikort til Dior-kjolerne i Paris«, når eller hvis hun fik fikset nogle af de centrale udfordringer for deres fælles projekt, Jyllands-Posten. I dag – mindre end to år senere – vil man nok tilskrive den slags, at verden er en anden. Nok om det.

Ukonventionel og klassisk

Hun har siden forvaltet roserne med kølig selvbevidsthed. Hun kender sit værd – og hun bruger det. Da jeg engang på opfordring fra min daværende chef på TV 2 forsøgte at lokke hende over på vores redaktion som politisk stjerneanalytiker, lyttede hun venligt, men vi endte desværre ikke som kollegaer. Marchen havde en plan – og et skifte var ikke en del af planen på det tidspunkt.

Det er svært at putte Marchen i en kasse. Hun er ukonventionel: Hun er den eneste danske chefredaktør, jeg har mødt, der samtidig laver en politisk podcast som JP’s Under gulvtæppet, hvor hun kan sige ting, der både er overraskende og til tider ret vilde. Hun trives med at tage ordet – og med at more sig. Også i den rolle er hun en fornøjelse.

Men hun er også klassisk i sin magtudøvelse, og hun har trænet sit magt-gen fra helt ung, hvor hun var aktiv i ungdomspolitik. Helt ude på den yderste venstrefløj. Langt væk fra Jyllands-Postens kerne. Hun skabte netværk, og hun har altid brugt det klogt. Gennem årene har der altid været en vis fascination af de netværk og relationer, Marchen dygtigt placerer sig midt i.

Et af dem var en mindre gruppe af dygtige unge kvindelige journalister. Alle arbejdede de på og omkring Slotsholmen. Udefra fremstod de som en lukket loge, der støttede hinanden i det fælles formål at sætte sig på de mest centrale positioner i den verden, der allerede tilhørte nogle andre.

I dag, et par håndfulde år senere, kan jeg se, at det lykkedes. De sidder på helt afgørende positioner på store medier, i erhvervslivet og i toppen af statsmagten. Det er dygtigt – fordi de er dygtige. Og dagens fødselar er netop et eksempel herpå. Hun kan det benhårde magtspil, som i årevis har været et maskulint domæne: forhandling, alliancer, hurtige beslutninger, når det brænder på.

Mit eget møde med mørket – og Marchens reaktion

For mig er portrættet af Marchen også personligt. Jeg har selv brændt mig på Christiansborgs arbejdskultur. Som politisk redaktør på TV 2 arbejdede jeg for hårdt – og gik ned med et brag.

Marchen kendte allerede dengang det miljø bedre end de fleste. Hun vidste, hvordan det slider. Da jeg blev syg, reagerede hun ikke med den sædvanlige tavshed. Hun tog sagen alvorligt. Hun satte ord på, at de forenede roller – journalist og chef – kan blive for meget. Jyllands-Posten besluttede at adskille de to roller. Det var ikke bare en administrativ detalje, men en markering af, at mennesker vejer tungere end struktur.

Liv og journalistik i samme åndedrag

Marchen er samtidig en leder, der elsker journalistikken for dens egen skyld.

Hun er kendt som brunsviger-ambassadør – en fynsk titel, hun bærer med stolthed – og for at skabe den slags fester, der får en redaktion til at trække vejret på ny. Hun er den sjældne kombination af skarphed og selskabelighed. Man kan se hende levere en benhård leder om magt og ansvar, hente sin ældste datter fra skole – og senere samme aften stå forrest, når der skal åbnes en flaske bobler.

40 – og først lige i gang

Når Marchen nu runder 40, er hun ikke en, der er på vej ud af noget. Hun er i gang. Hun har fornyet JP digitalt, givet plads til stærke meninger og samtidig forsvaret de klassiske journalistiske dyder. Hun har vist, at man kan være både chef og kammerat, både ukonventionel og klassisk. Og det understreger hun så også lige ved, at hun netop nu er på barsel med sin anden datter – for det kan Marchen som ansvarshavende chefredaktør for JP nemlig godt.

Hun er fortsat den samme: hurtig i replikken, begavet i analysen – og med et glimt i øjet, der gør, at man bliver hængende lidt længere, end man havde planlagt. Marchen Neel Gjertsen er – for nu at låne Nybroes ord – stadig en »30-års-hændelse«. Det mærker man, hver gang hun går ind i et rum.

Og hun fortjener de Dior-kjoler fra Paris, som hendes gamle mentor lovede hende.