Kirkefolk i opråb: Luk nogle af de overflødige kirker
En præst i Aarhus vil lukke 200 kirker, andre forudser, at 15-20 kirker om nogle år vil være taget helt ud af drift. Et lovforslag, der er i høring lige nu, sigter mod at tage op til fem kirker ud af drift. Det er næppe nok, men er en begyndelse, siger biskoppen på Lolland.
»Væk med den.«
Sognepræst Karin Andersen fra Utterslev-Herredskirke-Løjtofte Sogn på Lolland er ikke i tvivl om, hvad der skal ske med den cirka 825 år gamle middelalderkirke i Herredskirke, der ligger omkring 5 km nord for Nakskov på Lolland. Fraflytning betyder, at der nu kun er 11 sognebørn tilbage i det oprindelige sogn.
Og præsten står langtfra alene. Nogle kirkefolk vil lukke flere hundrede kirker, mens andre vil lade staten overtage ansvaret for nogle af de mest overflødige kirker. Det gælder bl.a. biskoppen på Lolland.