82-årig er sigtet for drab på kvinde i Nivå
En 82-årig mand menes at have slået en 79-årig kvinde ihjel. Han blev anholdt tirsdag, oplyser politiet.
En 82-årig mand skal onsdag i grundlovsforhør, sigtet for at have dræbt en kvinde på 79 år i Nivå.
Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.
Grundlovsforhøret skal foregå i Retten i Helsingør onsdag eftermiddag, hvor anklageren vil begære lukkede døre, skriver politikredsen på X.
Sker det, vil det ikke være muligt at få indblik i politiets beviser, eller hvad den mistænkte mand eventuelt forklarer.
Manden blev anholdt tirsdag, oplyser politiet på X.
Kvinden blev fundet død mandag, efter at hun var blevet efterlyst af Nordsjællands Politi.
Den afdøde kvinde blev fundet i et skovområde ved Møllevej.
Politiet har ikke umiddelbart oplyst noget om en relation mellem de to personer.