Fortsæt til indhold
Indland

Advokat vil nærlæse dom i Samsam-sag med efterretningstjenester

Advokat fra Kammeradvokaten ser dommen i Samsam-sagen som et ærgerligt resultat for PET og FE.

/ritzau/

Det er et ærgerligt resultat for efterretningstjenesterne, at Ahmed Samsam tirsdag har vundet sin sag imod tjenesterne i Højesteret.

Sådan det lyder fra Thomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten, som har repræsenteret Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sagen.

- Processen er, at nu må vi nærlæse dommen, og så må vi finde ud af, hvor det stiller os fremadrettet, siger han til TV 2 News.

Højesteret har fundet, at Ahmed Samsam har bevist, at han i forbindelse med rejser til Syrien arbejdede for efterretningstjenesterne under rejser til Syrien i 2013 og 2014, og at han leverede oplysninger om danske syrienkrigere til efterretningstjenesterne.

Ahmed Samsam rejste i 2012 til Syrien for første gang. Efterfølgende rejste han til landet flere gange frem til 2014.

I juni 2017 blev han anholdt i Spanien. Året efter blev han idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Under retssagen i Spanien sagde Samsam, at han kæmpede med de syriske oprørere og ikke Islamisk Stat.

Derudover fortalte han, at han efter den første rejse til Syrien var blevet hvervet af PET og FE.