Fortsæt til indhold
Indland

Efterretning: Private bosteder bruges til svindel og hvidvask

National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har undersøgt en række private anbringelsesinstitutioner.

/ritzau/

Der er indikationer på, at private bosteder, krisecentre og socialtilbud indgår som led i økonomisk og organiseret kriminalitet.

Sådan lyder meldingen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en ny efterretningsvurdering, som Politiken har fået indsigt i.

- Der er indikationer på, at blandt andet private anbringelsesinstitutioner, men også øvrige typer private socialtilbud, såsom krisecentre, indgår som led i alvorlig økonomisk kriminalitet, herunder svindel med offentlige midler, hvidvask samt moms- og skattesvig, konkluderer NSK ifølge mediet.

Vurderingen er resultatet af en undersøgelse af anbringelsesområdet, som NSK har foretaget.

Ifølge Politiken har tjenesten blandt andet foretaget en dybdegående undersøgelse af otte virksomheder og deres ejerkredse.

Mediet har forholdt NSK’s vurdering for social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen, der er rystet over afdækningen.

Hun foreslår, at ejere, bestyrelsesmedlemmer og ledere af botilbud skal kunne sættes i karantæne, som forbyder dem at drive et bosted.

Det forslag bakkes op af næstformand i fagforeningen FOA, Thomas Enghausen, der længe har anklaget private anbringelsestilbud for at misbruge offentlige midler.

- Det er ét fornuftigt værktøj i en samlet værktøjskasse med flere relevante greb. Vi har blandt andet også peget på en certificering, der skal sikre, at man har de faglige forudsætninger for at drive et bosted, siger han til Ritzau.