Børn overværede knivoverfald på mor i Hornbæk
52-årig mand nægter sig skyldig i forsøg på manddrab, men erkender farlig vold.
En 52-årig mand tilstår, at han mandag aften med kniv overfaldt sin 30-årige ekskone i Hornbæk.
Dette var vold af særlig farlig karakter, erkender han. Men han nægter at have haft til hensigt at dræbe kvinden.
Det kom tirsdag frem i et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, hvor manden endte med at blive varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Ifølge politiets sigtelse tildelte han ekskonen flere knivstik, ligesom han slog og sparkede hende. Blandt andet blev hun stukket i halsen. Overfaldet skete foran kvindens børn.
Resten af grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, da børnene ikke er blevet afhørt endnu. De tre børn på fem, syv og ni år håndteres af de sociale myndigheder.
Anholdelsen af manden skete mandag cirka klokken 20.30.
Nordsjællands Politi har oplyst, at kvinden er uden for livsfare.