Fortsæt til indhold
Indland

Tidligere landsstyreformand i Grønland frifundet i bedragerisag

Lars-Emil Johansen var anklaget for at få udbetalt løn for konsulentarbejde, der ikke blev udført.

/ritzau/

Grønlands Landsret har onsdag frifundet den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen i en sag om bedrageri.

Det skriver de grønlandske medier Sermitsiaq og KNR.

Også den tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen er blevet frifundet i sagen.

De to tiltalte var tidligere blevet kendt skyldige, da sagen kørte i Sermersooq Kredsret tilbage i januar.

Her blev de begge idømt seks måneders ubetinget anbringelse i anstalt.

Den afgørelse har de anket, og de er altså nu blevet frifundet.

I landsretten stemte to dommere for frifindelse, mens én dommer stemte imod, skriver Sermitsiaq.

Lars-Emil Johansen og Lars Møller-Sørensen var tiltalt for at have indgået en aftale, som gjorde, at der blev udbetalt i alt 730.000 kroner til den tidligere regeringschef i en periode på to år fra 2019 til 2021.

Beløbet fik Lars-Emil Johansen for konsulentarbejde, men ifølge tiltalen blev arbejdet aldrig udført.

Derfor led den grønlandske kommune Kommuneqarfik Sermersooq et tab.

I modsætning til kredsretten er landsretten imidlertid kommet frem til, at Lars-Emil Johansen faktisk udførte arbejdet, som forsvaret har fremført.

- Bevisbyrden viser, at der er blevet udført arbejde, og derfor skal Lars-Emil Johansen frifindes, sagde forsvarsadvokat Anders K. Németh i retten ifølge KNR.

Forsvaret har samtidig fremhævet, at Lars-Emil Johansen og Lars Møller-Sørensen ikke kendte hinanden privat, og at der derfor ikke var noget motiv for det påståede bedrageri.

Der blev under sagsbehandlingen i landsretten fremlagt nyt materiale, skriver Sermitsiaq.

Det drejer sig om mails og beskeder på tjenesten Messenger. De har været med til at sandsynliggøre, at der foregik et reelt arbejde.

78-årige Lars-Emil Johansen var fra 1991 til 1997 formand for Grønlands daværende landsstyre.

Han har ad to omgange siddet i Folketinget, og i 1977 var han med til at stifte Siumut-partiet.