Storstilet affaldsprojekt blev halveret: Nu samler hundredvis af skraldespande indkøbt for millioner støv
Københavns Kommune har brugt millioner af kroner på skraldespande, som er blevet overflødige. Men de ekstra beholdere er ikke spildte, siger kommunal chef.
Lige nu står 303 arkitekttegnede skraldespande og samler støv på lagre. Egentlig var de købt ind til deres helt egne placeringer i det københavnske byrum, men da et storstilet affaldsprojekt er sendt på slankekur, må de stå tomme tilbage. Og de overskydende beholdere har ikke været gratis.
20,4 mio. kr. anslås de 303 beholdere, der nu er i overskud, at have kostet. Det oplyser teknik- og miljøforvaltningen, Københavns Kommune.
Rundtomkring i hovedstaden er beholdere til plast, tekstil, metal og andet affald fra husholdningen skudt op. Men som beskrevet i Jyllands-Posten er kommunens ambitiøse projekt med såkaldte sorteringspunkter, der skal medvirke til, at mere skrald bliver genanvendt, blevet mere end halveret.
Det skyldes, at projektet er blevet dyrere end de 270 mio. kr., der tidligere blev afsat til 750 punkter. Og politikerne har tilført yderligere 19,5 mio. kr. for at kunne opstille de nu planlagte 362 punkter, som typisk består af to-tre beholdere.
Da Borgerrepræsentationen i marts vedtog nedskaleringen, fremgik det, at ca. 420 indkøbte beholdere ville være i overskud. Dengang foreslog teknik- og miljøforvaltningen, at disse beholdere skulle bruges til noget andet. Det kunne være til etablering af eventuelle miljøstationer eller glasbeholdere samt som bufferlager til løbende reparation af punkterne.
Og flere af dem er blevet brugt i andre projekter eller i vedligeholdelsen af de eksisterende affaldspunkter, så der i dag kun står 353 tilbage af dem på lagre, oplyser kommunen. De 50 af disse er indkøbt som buffer, og dermed er kun 303 af beholderne i overskud, understreger forvaltningen.
»De ekstra beholdere er ikke spildte. En vis lagerbeholdning er nødvendig for at sikre rettidig vedligeholdelse, risikohåndtering og fremtidssikring,« siger enhedschef i teknik- og miljøforvaltningen, Merete Kristoffersen.
Hun konstaterer, at kommunen samarbejder med Amager Ressourcecenter for at sikre en så bæredygtig lagerstyring som muligt:
»Og vi finder altid anvendelse for det materiel, der allerede er indkøbt.«
Det lyder, som om det er helt fint, at der står hundredvis af overskydende beholdere på lagre. Er det det?
»Der er indkøbt materiel til en større udrulning, end hvad der aktuelt kan realiseres, så på den baggrund har det ikke været planen at have ekstra beholdere i dette omfang,« lyder det fra Merete Kristoffersen.
Hun uddyber, at forvaltningen forventer at kunne bruge beholderne til andre formål. F.eks. har de i løbet af de seneste år i et forsøg etableret miljøstationer, som hver består af 10 beholdere, der tilsammen giver mulighed for at sortere i alle 10 fraktioner (metal, pap, plast osv.).
Hun erkender, at det havde været bedre økonomisk, hvis beholderne ikke var kommet på én gang, men derimod løbende, når de skulle bruge dem.
På lagrene står flere forskellige typer beholdere. Ifølge kommunen har den billigste type kostet 57.096 kr. og den dyreste type 80.890 kr.
Samlet set er prisen for de 303 beholdere 20,4 mio. kr., anslår kommunen, der desuden vurderer, at det koster 143.000 kr. om måneden at have beholderne stående på lagre. Det nedjusteres, i takt med at beholderne bliver brugt.