Malte Tellerup tror på landsbyen genrejst

»Der er jo en fortælling, hvor vi skal af med de der gamle, besværlige landsbyer,« siger Malte Tellerup.

De danske landsbyer vil blive affolket med tiltagende kraft, og konsekvensen bliver, at vi må nedlægge dem, forudså en ekspert for nyligt i Jyllands-Posten.

En anden ekspert mener, at det er helt passé af rive ned. Vi har allerede brugt for meget CO₂ på at bygge dem, så vi bliver nødt til at indrette vores samfund, så vi bevarer dem.

Den danske fremtidsfortælling om livet på landet ligger åben.

Og spørger man Malte Tellerup, der netop har udgivet digtsamlingen ”Landsbyen Genrejst”, så ligger der masser af muligheder for de yngre generationer i de forkølede landsbyer, vejkantsbyerne og de porøse provinsbyer.

»Jeg har hele tiden været interesseret i en modfortælling, der rummer alt det, som landbrugslivet kan,« siger Malte Tellerup.

Men den fortælling må ikke forveksles med Morten Korch-idyl.

De afkoblede generationer

For 36-årige Malte Tellerups generation og de endnu yngre, er det svært at komme ind på boligmarkedet i de største byer.

I stigende grad.

Og her byder landsbyerne sig vel til som et prisvenligt alternativ?

Ja og nej, starter han.

»For der er nogle udfordringer til den umiddelbart gode idé, at mindre steder kunne skabe nogle rum for ungdommen,« siger Malte Tellerup.

Det er ikke let at låne penge til et billigt hus.

Det er ikke let at skaffe arbejde, hvor der er billige huse.

»Men i landsbyer og gamle stationsbyer, hvor billige priser enten spiller sammen med herlighedsværdi eller et fællesskab, dér oplever de tilflytning og blomstrer op.«

En sandhed med flere lag.

For en ting er at have økonomien til at flytte, noget andet er at kunne begå sig på landet.

Selvom de yngre generationer er begyndt at indse, at den måde at leve i verden på, som byerne tilbyder, ikke nødvendigvis er bæredygtig, er der et men:

»Rigtig mange vil opleve at være blevet afkoblet fra landbrugslivet,« mener Malte Tellerup.

Den observation tilskriver han sin forfatterkollega Jens Smærup Sørensen, der også skriver om skellet mellem land og by.

I ”Landsbyen Genrejst” tvinger Tellerup sine hovedpersoner til at se deres afkobling i øjnene.

Der er en opildnende, men også dybt praktisk tilgang til naturens ressourcer. Eksempelvis med digtet ”Opskrift: Nældevand”, der beskriver, hvordan man laver og bruger brændenældegødning.

Og praktisk realisme er der brug for, hvis vi skal skabe en bæredygtig fremtidsfortælling, for landet er ikke lutter lykke og Ærø-manifest.

Landmanden kender mørket

Ligesom de tre unge i Tellerups anden roman, ”Hedeselskabet”, har han selv prøvet at rykke fra København til Vestjylland og arbejde i idealistiske landbrug for at finde en anden frihed. Nu er han tilbage i storbyen.

»Man flytter til et nyt område med idéer, men så udvikler ens liv sig på måder, man ikke havde forudset, og hvad så med det der eventyr, man startede?«

Ungdommen kan stræbe efter landet, men er ikke rundet af det.

»De kender ikke mørket.«

Det gør landmanden.

»De kender ikke forpligtelsen, forankringen, nødvendigheden af at blive ved.«

Landmanden ved, at han mister alt, hvis gården går konkurs.

Det kan gøre bybørnenes møde med det lokale fællesskab svært, men ikke uvigtigt. Ligefrem nødvendigt.

»Så når bybørnene flytter til og siger: ”nej, det skal ikke lugte af gylle, vi skal ikke have alger på taget,” så kan de godt blive kaldt forkælede.«

Men det er en anerkendt sandhed, at der skal skrues ned for kvælstoffet for at redde naturen. Så den gode gamle, du kan ikke tåle lugten i bageriet, holder ikke længere, for det er tydeligt, at noget skal forandres, siger Malte Tellerup.

Men deri ligger en dualitet, for jorden skal jo stadig producere.

»Det bliver ikke bæredygtigt af, at vi bare nyder naturen som et hav. Havet er smukt. Skoven er smuk. Men vi skal lære at forstå, at de er en del af vores overlevelse.«

Der skal rigtignok ændringer til på landet, men tilflytterne må også forstå, at for at høste må man så.

»Derfor har min nye bog også noget: Kom så, venner, vi skal ligesom ud at lave noget,« siger Malte Tellerup.

Men det er lettere sagt end gjort

Den effekt skaber han bl.a. med mottoer, der som refrænet i en sang gør genrejsningen håndgribelig:

»Motto #1:

tag markerne tilbage«

Men hvordan gør man så det?

Alle, der har været to dage i en landsby, ved, at der ikke er nære forbindelser mellem landsby og landbrug, siger Malte Tellerup:

»Det betyder ikke, at alle skal plukke roer med hænderne, men jeg tror på, at der er en stor værdi i at finde tilbage til nogle boformer, hvor der er marker tilknyttet.«

Men lige nu stiger jordpriserne.

Og prisen er allerede mangedoblet siden 80’erne.

Og det er ikke kun de enorme industrialiserede landbrug, der rager til sig. De konkurrerer i dag med solcelleparker, biogasanlæg og med staten, der med trepartsaftalen har meldt sig på banen og opkøber landbrugsarealer til natur og fredskov.

»Det udfordrer dem, der vil købe mindre enheder til eksperimenterende landbrug.«

Det hele kan virke håbløst, men det er ikke meningen.

Modbilleder til velfærdsstaten

»Jeg er ikke interesseret i at vælte staten,« siger Malte Tellerup.

Selvfølgelig har Statsministeriet nogle fremskrivninger af hockeystavsmetoder, og hvordan det hele nok skal gå.

»Men det oplever jeg ikke, at ret mange køber ind på. Fremtiden er et stort spørgsmålstegn.«

Så hvem tegner retningen?

I bogen ”Fælles liv” peger Tue Andersen Nexø, lektor i litteraturvidenskab, på en bølge blandt nyere danske forfattere, der viser »utopiske modbilleder« til velfærdsstaten.

Ikke et totalopgør, men et liv med nye rytmer og principper – »sprækker i det bestående«, som Mads Vindal smukt beskriver det i en anmeldelse.

Nexø fremhæver Malte Tellerups forfatterskab, der viser landligt, forpligtende fællesskaber, hvor karaktererne »unddrager sig staten og dens love og i stedet er styret af et ansvar for det lokale og de mennesker, der bor der.«

Og det kan Malte Tellerup godt se sig selv i.

Og ifølge ham er der tre fortællinger, man kan vælge at male op. Han tror selv på valgmulighed tre.