Her er endelig en positiv historie om unge, som går med kniv
Antallet af sigtelser mod unge under 18 år for at gå med kniv stiger og stiger, men en anden statistik afslører, at der bag den udvikling gemmer sig en anden og mere positiv historie.
Der findes en positiv historie om unge, som går med kniv.
Den handler om, at der er markant færre, som bruger den.
Det gælder i hvert fald i København.
Når vi læser eller hører om unge og knive, drejer det sig oftest om endnu et konkret knivstikkeri. Eller at politiet konfiskerer flere knive blandt børn og unge.
Det kan give offentligheden indtrykket, at stadig flere unge går med og bruger kniv, men det er ikke tilfældet i København, fastslår politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.
For selvom Jyllands-Posten onsdag kunne fortælle, at antallet af sigtelser mod unge, der går med kniv, er steget i hele landet, er der markant færre, som bruger den i København.
Helt konkret er antallet af sigtelser mod unge for personfarlig kriminalitet med kniv her faldet markant.
Og hovedstaden er ellers et af de steder, der har haft mange sigtelser i netop den kategori.
I 2020 rejste Københavns Politi 96 sigtelser mod unge for personfarlig kriminalitet med kniv.
I 2024 var der 14.
Det viser et datatræk, som Københavns Politi har foretaget for Jyllands-Posten.
Personfarlig kriminalitet med kniv kan være sager, hvor kniven er blevet brugt som drabsvåben eller til forsøg på drab eller til at true med under f.eks. et røveri.
»Positiv udvikling«
En lidt forsimplet opsummering: Det er et faktum, at antallet af sigtelser for ulovlig besiddelse af kniv i det offentlige rum stiger, men i København anvendes knivene i meget mindre grad mod andre personer end for blot få år siden.
»Ét knivoverfald er ét for meget, men det er en meget positiv udvikling, vi ser,« siger Tommy Laursen.
Han understreger, det er alvorligt, når de unge har kniven med.
»Det er en vigtig pointe, at det er relativt få, der rent faktisk bruger den til at begå personfarlig kriminalitet. Det er pivfarligt at bruge kniv.«
Ifølge politiinspektøren er børn og unge klar over, at kriminalitet – herunder det at gå med kniv – har konsekvenser i forhold til f.eks. uddannelse og job.
Når politiet alligevel rejser stadig flere sigtelser for ulovlig knivbesiddelse mod unge, skyldes det ifølge inspektøren, at hovedparten af sagerne relaterer sig til nogle relativt få personer »i visse miljøer«, primært i bande- og rockermiljøet, hvor grupperinger er i konflikt med hinanden, og i narkomiljøet på Vesterbro.
»De er villige til at gå med kniv og i sidste ende måske også bruge den. De har aldrig været så risikovillige, som de er nu, og det er dem, der løber med overskrifterne.«
Politiinspektøren opfordrer alle forældre til at tale med deres børn om, at de skal lade være med at gå med kniv, og hvad konsekvensen kan være i værste fald, hvis de tager kniv med i byen.
»Det kan måske gøre, at kniven bliver liggende derhjemme.«
Det øvrige Danmark
Jyllands-Posten har bedt landets andre politikredse om at lave et datatræk, der matcher det fra Københavns Politi.
Det overordnede billede fra de politikredse, som har svaret indtil nu, følger ikke tendensen fra København.
Østjyllands Politi har også oplevet et fald i antallet af sigtelser for personfarlig kriminalitet med kniv fra 2020 til 2024, men ikke nær så stort som det i København. Flere andre politikredse har oplevet en stigning.