Fortsæt til indhold
Indland

Storebælt overvejer at politianmelde bilister efter trafikkaos

Nets-nedbrud førte til frustrerede bilister ved Storebælt. Sund & Bælt overvejer at melde dem til politiet.

/ritzau/

Sund & Bælt overvejer at politianmelde bilister, der var involveret i at tvinge to bomme op og desuden førte en hård tone mod medarbejdere ved Storebæltsbroen lørdag aften.

Det oplyser pressechef for Sund & Bælt, Jens Villemoes, søndag til Ritzau.

- Bilisterne var frustrerede, og tonen var nogle gange meget hård over for vores medarbejdere. De berørte medarbejdere er blevet tilbudt hjælp, skriver han.

- Vi er stadig ved at tale med medarbejdere, der var involveret, og vi gennemgår i øjeblikket videomaterialet. Herefter vil vi vurdere, om nogle af episoderne skal politianmeldes.

Lørdag aften var betalingssystemet Nets nede, og det skabte store problemer med kortbetalinger.

Blandt andet på Storebæltsbroen, hvor der ifølge Vejdirektoratet opstod kø i begge retninger.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste på det sociale med X, at der blev rettet dødstrusler mod personalet.

Årsagen til nedbruddet er stadig ikke fundet.

Nets’ pressechef, Søren Winge, har vurderet, at nedbruddet begyndte klokken 19.30 og varede i knap tre timer.

- Det var ekstra frustrerende for os og vores kunder, at det ramte på én af årets travleste rejsedage, skriver Sund & Bælts pressechef, Jens Villemoes.

Han tilføjer, at betalingsanlægget ikke på noget tidspunkt var lukket, og at ”kunder med Brobizz eller nummerpladebetaling ikke var direkte påvirket af nedbruddet”.

- Det var også muligt at betale med for eksempel MobilePay og kontanter, men her i sommerferien var der især rigtig mange udlændinge, der havde brug for hjælp, og det tog desværre en del ekstra tid, skriver Jens Villemoes.

Nets-nedbruddet påvirkede alle korttyper.

I Norden var i hvert fald Norge, Sverige og Island også ramt af nedbruddet, har Nets’ pressechef, Søren Winge, sagt til TV 2.