Drop bilen, hvis du skal til Aarhus torsdag
Vejafspærringer, ændrede busruter og en letbane. Trafikken i Aarhus bliver voldsomt påvirket, når Danmarks EU-formandskab torsdag skal markeres.
Forvent fyldte cykelstier og tomme vejbaner i midtbyen i Aarhus torsdag.
Byen er vært for åbningsceremonien af det danske EU-formandskab, hvor store dele af midtbyen bliver spærret for biltrafik i lange perioder.
Til gengæld bliver det lettere at komme frem på gåben eller to hjul – og det er præcis, hvad Aarhus Kommune anbefaler, hvis du har planer om at bevæge dig ind mod centrum.
Ceremonien markeres med deltagelse af danske og EU-politiske spidser flere steder i byen, blandt andet på Aarhus Universitet, kunstmuseet ARoS, Aarhus Havn og om bord på kongeskibet ”Dannebrog”.
Dagens samlede program betyder, at ringgaden ved Aarhus Universitet bliver spærret fra morgenstunden, ligesom flere veje i midtbyen også bliver spærret for al trafik. Blandt andet omkring Aarhus Rådhus, som torsdag aften får besøg af statsminister Mette Frederiksen (S), EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og kongeparret.
Samtidig bliver der afholdt europæisk gadefest med koncerter i Rådhusparken, hvor alle borgere er velkommen.
Markeringen betyder også, at myndighederne lukker Strandvejen og vejene omkring Marselisborg Slot. Det officielle program indeholder ikke særlige begivenheder omkring slottet, men hvorfor de pågældende veje, herunder Kongevejen og Carl Nielsens Vej, skal spærres i 14 timer melder myndighederne ikke noget om.
Aarhus Kommune henviser til politiet for årsagen, men her er det heller ikke muligt at få et egentligt svar.
»Vi har ikke mulighed for at gå nærmere i detaljer med, hvorfor hvilke konkrete veje vil blive spærret. Afspærringerne er hver især en del af politiets samlede sikkerhedssetup i forbindelse med indvielsen af det danske EU-formandskab i Aarhus,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Ifølge Østjyllands Politi er åbningsceremonien en af de største sikkerhedsmæssige opgaver nogensinde for politikredsen. Østjyllands Politi får derfor hjælp fra de øvrige politikredse, Politiskolen, Hjemmeværnet m.fl.
Hele torsdag bliver parkering i Aarhus C en udfordring, påpeger Aarhus Kommune. Letbanen vil køre som vanligt frem mod kl. 15.00. Derefter er letbanedriften påvirket frem til ca. 18.30. De gule bybussers ruter bliver torsdag heller ikke, som de plejer. Myndighederne anbefaler derfor, at man holder øje med trafikplanen hos Midttrafik.
Efter åbningen i Aarhus vil der i løbet af formandskabet i juli-december være en række uformelle EU-ministermøder i Aalborg, Herning, Horsens og København/Frederiksberg. Det bliver ottende gang, Danmark har formandskabet. Senest var i 2012.