»Det er meget usædvanligt,« siger ekspert: Donald Trump ignorerede sine egne og lod sig overtale til at angribe Iran
Der er ikke er nogen linje i Donald Trumps måde at tænke på, pointerer USA-ekspert. Han peger på, at præsidenten blev overtalt af Israel til at bombe Irans atomanlæg.
Gad vide, hvad Barack Obama sidder og tænker i disse timer?
Sammen med en række andre lande indgik den tidligere amerikanske præsident for 10 år siden en historisk aftale, der bl.a. forpligtede Iran til at afvikle dele at sit atomprogram.
Der er sket lidt siden da.
Først hev præsident Donald Trump USA ud af aftalen i 2018, og nu – natten til søndag – har amerikanerne bombet tre iranske atomanlæg.
»Jeg ved virkelig ikke, hvad Obama tænker, men det usædvanlige er, at der ikke er nogen linje i Trumps måde at tænke på.«
Ordene kommer fra Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
Han har en ph.d. i amerikansk historie, har udgivet flere bøger om USA og har selvfølgelig fulgt med i nyhedsstrømmen efter USA’s luftangreb.
»Trump trak USA ud af atomaftalen, fordi Obama havde indgået den. Det tror jeg. Man kan jo se, at den atomaftale, som USA og Iran har forhandlet om de seneste måneder jo stort set er identisk med den, der blev revet i stykker dengang,« siger Niels Bjerre-Poulsen.
For Niels Bjerre-Poulsen er én ting helt central i USA’s opsigtsvækkende angreb mod Iran.
Et er forskellen på Obama og Trump i forholdet til Iran. Noget andet er Trumps forhold til andre statsledere. Heriblandt den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
»Det er tydeligt, at Netanyahu, som også i 2015 forsøgte at forhindre en atomaftale med Iran, er lykkedes med at overtale Trump til at gå ind i projektet om at angribe Iran. Det er meget usædvanligt.«
Dels fordi en stor del af Trumps bagland er imod det.
Dels fordi det iranske atomprogram ifølge de amerikanske efterretningstjenester ikke udgjorde den trussel, som Netanyahu hævdede.
»Det siger en del om Trump, at han kan overtales af andre. Om det er Netanyahu, Kim Jong-un eller Vladimir Putin. De kan på en eller anden måde overbevise ham om, at han skal lytte på dem i stedet for sine egne efterretningstjenester. Det er der efterhånden flere eksempler på,« siger han.
»Det bekræfter jo bare forestillingen om, at Trump ikke har en vision for noget som helst. Han har ladet sig overtale til at angribe et land med 92 mio. indbyggere i håbet om, at der ikke kommer alvorlige repressalier.«
Hvilken betydning for angrebet for synet på Donald Trump? Niels Bjerre-Poulsen tænker lidt.
»Mange lande har nok i deres stille sind tænkt, at de gerne vil af med Irans atomprogram, men ingen vil sige det højt, så alt afhænger af, hvad der sker nu. Trump må have vurderet, at risikoen for gengældelse gennem Irans allierede er betydeligt lavere, fordi Israel har svækket Hamas, houthierne og Hizbollah.«