Sass Larsen giver sin forklaring: Derfor havde jeg overgrebsmateriale med børn
Henrik Sass Larsen hævder, at han ledte efter overgrebsvideoer af sig selv som barn, og at det er årsagen til, at han var i besiddelse af store mængder ulovligt materiale.
Den tidligere toppolitiker Henrik Sass Larsen giver nu sin egen forklaring på, hvorfor han var i besiddelse af store mængder ulovligt overgrebsmateriale med børn.
Det sker i et interview med B.T.s podcast Q&CO med Henrik Qvortrup.
Her siger Sass Larsen, at han i 2018 – mens han stadig var aktiv folketingspolitiker – modtog en mail med en henvisning til en video på den krypterede beskedapp Wickr, som viste et seksuelt overgreb mod ham selv i 1969, da han var to-tre år gammel.
Farveklippet, som skulle vare ca. 30 sekunder, viste ifølge Sass Larsen en mand holde ham og udsætte ham for overgrebet på en pude på en grøn sofa.
Mailen blev sendt til Sass Larsens daværende folketingsmail, forklarer han til B.T., og det blev angiveligt – igen ifølge Sass Larsen selv – startskuddet til, at han i de efterfølgende år gik på jagt efter filmklippene og dermed downloadede store mængder overgrebsmateriale med børn.
I 2021 – tre år efter den første mail – skal Henrik Sass Larsen igen have modtaget en video, forklarer han. Denne gang via appen Snapchat, hvor han stod ved siden af den samme grønne sofa, mens en lille pige, som Sass ikke genkender, blev udsat for et seksuelt overgreb.
»Jeg har ledt efter de her videoer, fordi jeg vil prøve at finde de to filmklip for at finde ud af, hvem er de voksne her? Og kan jeg finde det og få dem fjernet, hvis der er andre, som sidder og muntrer sig med dem. Det har været min intention,« siger han i interviewet med B.T, hvor han også erkender, at det var en »dårlig idé«.
Har ikke dokumentation
Henrik Sass Larsen har ikke kunnet fremvise dokumentation for videoklippenes eksistens. Ifølge B.T. oplyser han, at han ikke har skærmbilleder eller andet, der kan bevise, at han modtog videoerne, herunder den oprindelige mail. Han kontaktede heller ikke politiet, hvilket han i dag kalder en »stor fejl«.
Jyllands-Posten har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Sass Larsen, men han ønsker ikke at udtale sig.
»Du får ikke noget ud af mig,« siger han i en kort telefonsamtale.
Jyllands-Posten ville blandt andet have spurgt, hvorfor han ikke tog skærmbilleder af videoerne, og om der eksisterer nogen form for vidner eller anden dokumentation, der kan bakke hans forklaring op.
Jyllands-Posten var også interesseret i, hvorfor Sass – ifølge sin egen forklaring – selv valgte at indlede en efterforskning, hvor han downloadede store mængder overgrebsmateriale fra the dark web, hvorfor han ikke anmeldte overgrebene til politiet, og hvordan politiets ransagninger af hans bolig påvirkede hans påståede egen efterforskning.
Sass Larsen har tidligere fortalt åbent om, at han voksede op i et voldeligt hjem med en stedfar, der slog ham. Som 12-årig blev han tvangsfjernet og sendt på børnehjem. Han har dog ikke tidligere fortalt om seksuelle overgreb i barndommen.
Udgiver bog inden retssag
Henrik Sass Larsen er tiltalt for at besidde i alt 6.242 billeder og 2.231 filmsekvenser med seksuelt materiale vedrørende personer under 18 år, heriblandt materiale i den groveste kategori. Han er desuden tiltalt for at have været i besiddelse af en barnedukke, som ifølge anklageskriftet var »konstrueret med et seksuelt formål for øje«.
Han nægter sig skyldig og går efter en frifindelse i sagen. Det fastslår hans forsvarer, Berit Ernst.
»På baggrund af den forklaring, han er kommet med, er det min opfattelse, at det ikke er en situation, som loven har tiltænkt, at man skulle straffes for,« siger hun til Ritzau.
Hvis han ikke kan frifindes, skal alternativet være at gøre ham straffri, mener advokaten.
Retssagen mod den tidligere minister og topsocialdemokrat begynder i august. Inden da vil han selv udgive en bog med den fulde historie, har han bebudet.