Fortsæt til indhold
Indland

Flere personer blev påkørt i København

12 personer er kommet til skade efter ældre mand mistede herredømmet over bil i København.

Flere personer er blevet påkørt tæt ved Dronning Louises Bro i København onsdag eftermiddag.

12 personer er kommet til skade, og to er i kritisk tilstand efter påkørslen. Den ene af de to er føreren af bilen, oplyser Københavns Politi onsdag aften til TV 2.

Tidligere på dagen blev der sagt, at tre personer var i kritisk tilstand, men det er altså nu nedjusteret.

I alt er 21 vidner blevet kørt til Bispebjerg Hospital for at modtage psykologhjælp. De tilskadekomne er kørt til tre forskellige hospitaler, siger Københavns Politi ifølge B.T.

»Det virker til, at en borger har mistet herredømmet over sin bil, og har ramt en billist,« siger politiinspektør Tommy Laursen til B.T. og tilføjer, at det hurtigt kunne afvises, at der var tale om terror.

I løbet af eftermiddagen onsdag fortalte vagtchef ved Københavns Politi, Jesper Frandsen, hvordan vidner havde oplevet ulykken.

»De vidner, vi har talt med, fortæller, hvordan bilisten kommer kørende ned ad Sortedam Dosering i retning mod Nørrebrogade, da han rammer noget vejarbejde lige inden krydset ved Ravnsborg Tværgade. Han (bilisten, red.) mister så herredømmet over bilen og rammer en cyklist, hvorefter han kører op på fortovet, hvor han rammer flere personer.«

Den ældre herre er blandt de tilskadekomne, og derfor har det endnu ikke været muligt for politiet at få hans forklaring.

.

Foto: Jens Dresling

Jyllands-Postens journalist, Karen Marie Gejl, var til stede ved ulykkesstedet onsdag eftermiddag:

»Flere borde, som normalt står ude foran en café, ligger smadret og hulter til bulter. Der holder en lille rød bil, der har ramt en mast og er skadet. Der holder ni ambulancer og lægebiler og også flere køretøjer fra Beredskabsstyrelsen.«

»Vejen er afspærret, og det samme er den sti, der går rundt om Søerne. Der står mange mennesker på Dronning Louises Bro, som kigger ned imod ulykkesstedet.«

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Myndighederne fik meldingen kl. 15.32.

Der venter fortsat et opklaringsarbejde i forbindelse med ulykken, siger politiinspektør Tommy Laursen ifølge TV 2 Kosmopol. Det skal blandt andet afdækkes, hvor hurtigt bilen kørte, og hvem eller hvad den ramte først.