Han så døden i øjnene, men »jeg følte hverken angst eller rædsel«
Onkel Orla og hans cellekammerat i Vestre Fængsel blev tortureret, blandt andet af en brutal landsmand, der siden blev henrettet. I en gul mappe dukker hårrejsende detaljer op om de sidste dage af den tyske besættelse af Danmark, der endte for 80 år siden.
»Som forhøret skred frem, blev han mere og mere rasende. Jeg fastholdt, at jeg intet vidste.
Så skiftede han taktik og kaldte på et par store Gestapo-fyre, der lagde mig hen over et bord og gennembankede mig med en lang læderstok, en såkaldt tyrepik.
Da jeg stadig ikke kunne give dem oplysninger, fik jeg håndjern på med hænderne bag ryggen.
Derefter satte de nogle træstykker med skarpe kanter mellem mine fingre, hvorefter de trykkede til omkring hånden, så de skarpe kanter skar sig langt ind i kødet mellem fingrene.