70-årige Ole Buch betalte 335 kr. for et nyt kørekort – uden at blive tjekket
Engang skulle man tjekkes af en læge, når man som 70-årig skulle have fornyet sit kørekort. Nu betaler man blot et nyt uden yderligere service. Hvad er meningen?
Ole Buch undrede sig.
Han havde brugt et par timer på at køre fra hjemmet i Kongensbro til borgerservice i Silkeborg for at få udstedt et nyt kørekort, som reglerne siger, at man skal, når man runder 70 år.
Men hvad fik han egentlig for de 335 kr., som ekspeditionen kostede?
»Der var engang, hvor man skulle til lægetjek, og så giver det jo mening, men her var der bare en kontordame, der ekspederede mig,« siger Ole Buch.
Havde du en fornemmelse af, at vedkommende, der betjente dig på borgerservice, så dig an?