Fortsæt til indhold
Indland

Efter afdækning af stadionsag: »Noget rod«, »pinagtigt og amatøragtigt«

Lokalpolitikerne i Aarhus stod tirsdag i kø på rådhuset for at uddele dumpekarakter til forløbet om det stærkt fordyrede stadion. Afsættet var offentliggørelsen af en granskning af forløbet.

Egentlig var tirsdagens møde arrangeret for at klæde pressen på til at forstå en undersøgelse af, hvordan opførelsen af et nyt stadion i Aarhus har kastet en millionregning af til skatteborgerne i Aarhus.

Men medlemmerne af Aarhus Byråd måtte slås med pressefolkene om pladsen til mødet. Med spidse kommentarer og spørgsmål efterlod de ingen tvivl om deres utilfredshed:

De var ikke blevet informeret tilstrækkeligt om de mange ekstraregninger til det nye stadion, hvor prisen er steget fra 650 mio. kr. til 994 mio. kr.