I denne uge blev Kirsten Schwalbe 111 år
Danmarks ældste, Kirsten Schwalbe fra Struer, fylder 111 år. Fire af hendes søskende blev 100 år. Der skal mere til end gode gener, siger professor.
Drømmen om at blive gammel med helbredet i god behold lever hos de fleste.
Men det er de færreste, der oplever at komme på den anden siden af de 100 og stadig være så friske, at de kan klare sig hjemme.
Kirsten Schwalbe hører til den lille skare.
Mandag fyldte hun 111 år, og dermed er hun Danmarks ældste nulevende person.
Dagen fejrede hun i sin lejlighed i det centrale Struer med kaffe på kanden og besøg af venner og familie.
- Jeg ved jo ikke, om der kommer nogen, men det håber jeg, fortalte hun til TV Midtvest.
Plejehjem var på tale for et års tid siden, hvor hun fik tilbudt en plads af kommunen. Men hun afslog, har hun fortalt til Alt For Damerne.
- Jeg sagde det til mine børn, som spurgte ”Hvorfor?”, og da jeg sagde, at det var for deres skyld - for at gøre det nemmere for dem - sagde de, at det ville de ikke høre snak om.
I samme interview fortalte hun, at hun både kan se og mærke, at hun er blevet gammel.
- Men jeg kan ikke forstå, at mine børn er blevet gamle. Jeg synes jo, de er unge.
Selv tror Kirsten Schwalbe, at en del af forklaringen på hendes lange liv skal findes i generne. Fire af hendes ni søskende blev ligeledes over 100 år.
Det fortalte hun Berlingske i november sidste år. Her lod hun også læserne vide, at hun gennem sit liv havde været meget fysisk aktiv, ikke havde røget cigaretter og først havde smagt alkohol i en sen alder.
- Der var ikke spiritus, da vi var børn, og jeg har aldrig været slem til alkohol. Nå ja, jeg har da været fuld et par gange, men det tror jeg også er det.
Og så er humøret en afgørende faktor:
- Vi skal have noget at grine af. Jeg tror også, det er med til at holde liv i os, sagde hun til TV Midtvest i april sidste år.
Hvorfor der i nogle familier er mange, der bliver ældre, mens der i andre er få, er der flere forklaringer på.
En af dem er generne, siger Kaare Christensen, der er professor og leder af Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet.
I 25 år har han studeret familier med mange ældre medlemmer for at afdække, om det er gener eller livsstil, der giver dem fordele.
Kort fortalt er det begge dele - tilsat held.
- Hvis man skal nå så langt som til 111, skal hele pakken tages i brug. For selv om man har gode gener på hånden, skal man også leve relativt fornuftigt for at blive meget gammel. Man skal forstå at spille de kort, man er givet, på den rigtige måde.
- Og så hjælper det også gevaldigt at være kvinde. Det med at leve længe er klart en kvindedisciplin, men det handler også om at være heldig, siger Kaare Christensen til Ritzau.
Kirsten Schwalbe har tre børn, der alle er over 80 år. For dem er det også godt nyt, at deres mor er blevet så gammel, siger professoren.
Forskning viser, at de mange fødselsdage fortsætter i de kommende generationer. Børn af plus 100-årige er typisk i 80’erne, og de klarer sig væsentligt bedre end andre jævnaldrende.
- Det samme gælder børnebørn, som typisk er i 50’erne, og oldebørn. Oldebørnene er selvfølgelig ikke så gamle endnu, men vi kan se, at de får en bedre start i livet end andre, siger Kaare Christensen.
- Særligt ved vi, at der i børnegenerationen og i generationen af børnebørn er en lavere risiko for at blive ramt af psykiske sygdomme og misbrugsproblemer.
Kirsten Schwalbe er med sine 111 et år nærmere at få titlen som den længst levende dansker, der samtidig har levet hele sit liv i Danmark.
Det er fortsat Karla Lindholm Jensen fra Herning, der blev 112 år gammel.
Hun døde i 2020 i den lejlighed, hvor hun havde boet en stor del af sit liv.