Da Irina Olsen meldte sig til programmet, vidste hun, at hun ikke kunne stole på nogen. Præcis som i virkeligheden
Influencer Irina Olsen medvirker i tv-programmet "Spillet," som i disse uger ruller over skærmen.
Irina Olsen tog det som en selvfølge, at hun ikke kunne stole på nogen.
Den 37-årige influencer er lige nu aktuel i tv-programmet ”Spillet,” hvor hun sammen med 11 andre kendte danskere dyster i en slags socialt overlevelsesspil.
Løgne og spekulationer gennemsyrer miljøet, og penge og stærke alliancer er afgørende for ikke at blive sendt hjem.
Men netop de egenskaber kender Irina Olsen alt for godt fra sit privatliv.
»Det var intenst, men jeg kunne egentlig bare spille mig selv. Jeg ved fra min forretning, at man som udgangspunkt ikke kan stole på nogen. Det er man bare nødt til at tage som en selvfølge. I de rammer, der er i ”Spillet”, er man også nødt til at vide, at man ikke kan stole på andre, så det overraskede mig, at flere af de andre deltagere synes, det var så ubehageligt. Det er jo sådan, spillet er. Man kan heller ikke hænge fast i tingene i flere dage. Man er nødt til at ryste det af sig og komme videre,« siger Irina Olsen.
Hvad forstår vi ikke ved din profession?
»Folk forstår ikke altid, hvad en influencer er. Det kan være, fordi influencere er meget forskellige. Nogle bruger mest deres sociale medier for hyggens skyld, mens andre gør det til deres forretning. I virkeligheden kan man være det, hvis man beslutter sig for det, da det ikke er en beskyttet titel.«
Hvad giver dig den stærkeste følelse af mening i livet?
»Mine børn. Min mand og jeg var enige om, at vi skulle have børn, da vi blev kærester. De er vores motivation og vores glæde. De er meningen med livet. Der er flere øjeblikke hver dag, hvor vi kigger på hinanden, kigger på vores børn og tænker ”hvor er vi taknemmelige”. Jeg kan også godt have det sådan med min hund.«
Hvilken samtale står klarest for dig?
»Jeg synes, det er svært at vælge en samtale, men jeg vil gerne fremhæve mine samtaler med Ole Henriksen. Vi har altid timelange samtaler, og han giver mig altid lige det, jeg har brug for. Jeg spørger ham ofte til råds angående min forretning, og han rammer tit noget, jeg ikke selv havde tænkt over. Han har så meget livserfaring.«
Hvad siger din kritiske stemme i hovedet til dig?
»Min kritiske stemme er min perfektionisme. Når jeg arbejder på projekter, har jeg en tendens til at tænke, at det skal være helt perfekt. Det er til dels en god ting. Men den kan også være irriterende, når jeg bliver for kritisk. Jeg arbejdede engang på at lave mine egne makeupbørster, men de kom aldrig ud. Jeg har droppet flere projekter, fordi jeg ikke har været tilfreds med dem.«
Hvilken konkret ting kunne du aldrig finde på at skille dig af med?
»Vi har en mønt i familien, som er blevet lavet til en halskæde. Det er en mønt, som min mor fik af sin mormor, som fik den af hendes forældre. De var meget fattige mennesker, der boede ude på landet i Ukraine. Den mønt betød meget, for skulle der ske noget, kunne hun bytte den til mad eller andet, hun havde brug for. Den er gået i arv og endt hos mig nu. Den er ikke meget værd i kroner og øre, men den har været gennem mange hænder i familien.«
Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?
»Jeg har været vred på mig selv for et par år siden på grund af nogle penge, jeg brugte på en forretning. De forsvandt bare. Når jeg kigger tilbage, tænker jeg, at det var dumt, og det kunne være undgået. Det gik til dels galt, fordi jeg havde nogle forkerte partnere med, som var utilregnelige. Det betød, at pengene blev brugt forkert. Man skal virkelig tænke sig om, for lige pludselig har alle småbeløbene hobet sig op, og så er pengene væk.«