Ekspert om Ryanairs manøvre i Billund: »Jeg har ikke set fortilfælde«
Selvom passagerer formår at få refunderet deres aflyste billetter, står de stadig med et problem ifølge ekspert.
Der er god grund til at være perpleks over den udvikling, der har ramt adskillige danske flypassagerer.
Det mener Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør for flysitet Check-In.dk.
»Det er stærkt usædvanligt, at Ryanair lukker en base ned på den her måde uden at orientere lufthavnen undervejs. Jeg har ikke set fortilfælde,« siger han.
Fredag bekræftede Ryanair til DR, at »alle ruter til og fra Billund er blevet aflyst« fra den 1. april.
»Ryanair tilbyder, at man kan få pengene tilbage, og jeg har talt med flere passagerer, der siger, at det fungerer fint,« siger Ole Kirchert Christensen, inden han tilføjer:
»Men det store problem er, at hvis man f.eks. har købt billetter til påsken, så vil det være nogle helt andre priser, hvis man overhovedet kan finde nogen ledige afgange. På den måde vil der være et tab for mange passagerer«.
Tror ikke på forklaring
Ryanair har meldt ud, at selskabet har lukket ned for aktiviteterne i Billund og i Aalborg Lufthavn som en konsekvens af den nye passagerafgift, der lægger op til 50 kr. oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark. Det har SVM-regeringen indført efter bl.a. anbefaling fra Klimarådet, og pengene skal være med til at finansiere en grøn indenrigsrute i 2025 samt sikre, at al indenrigsflyvning er grøn i 2030.
Den forklaring overbeviser imidlertid ikke Ole Kirchert Christensen:
»Det handler om, at der tilsyneladende er en strid mellem Ryanair og Billund Lufthavn om takstforøgelser, som Ryanair ikke har ønsket at imødekomme. Derfor har Ryanair lavet en straffeaktion, der samtidig langer ud efter den danske regering. Vi har set dem udøve en lignende praksis tidligere, dog ikke lige så drastisk som i det her tilfælde«.
Han tilføjer, at »ud fra de informationer, jeg har, vil de fortsat have base og flyvninger fra Københavns Lufthavn og Aarhus Lufthavn - måske vil de endda øge deres tilstedeværelse i Aarhus efter at have rykket deres aktiviteter væk fra Billund«.
Uvis fremtid i Billund
Imens er fremtiden anderledes uvis for den lufthavn, der er blevet forladt af Ryanair, mener han.
»Jeg vil vurdere, at der vil gå et par år, før Billund Lufthavn kan få erstattet den tabte trafik. Man kan måske få lukket nogle huller hist og pist her i begyndelsen, men det er svært at finde en erstatning på kort sigt,« siger Ole Kirchert Christensen.
Til Jyllands-Posten udtaler pressechef Dan Prangsgaard, at Billund Lufthavn stadig ikke har hørt fra Ryanair.
»I forhold til aflysningerne er det et rent anliggende mellem den rejsende og det selskab, der har aflyst en afgang. Desværre er der ikke meget, vi kan gøre, andet end at opfordre folk til at være opmærksomme på de rettigheder, de har i forhold til refundering,« siger han.
Jyllands-Posten har rakt ud til Ryanair for at få en kommentar til aflysningerne og nedlukningen af basen i Billund.
Selskabet henviser til pressemeddelelsen fra den 31. januar, hvor det bl.a. lyder, at »vi er meget skuffede over at måtte lukke vores base med to fly i Billund og vores forretning i Aalborg fra slutningen af marts. Men vi har ikke noget andet valg, efter at den danske regering har truffet en kortsigtet beslutning om at indføre en skadelig passagerafgift fra januar i år.«