Fortsæt til indhold
Indland

Ryanair har aflyst flere afgange: »Det er en god idé at skynde sig,« lyder opfordring fra Billund Lufthavn

Billund Lufthavn har haft problemer med at komme i kontakt med Ryanair, oplyser lufthavnen.

Det bliver ikke muligt at flyve med Ryanair fra Billund Lufthavn, selvom du skulle have billet til en afgang i foråret eller forsommeren.

Flyselskabet har nemlig meldt ud, at det ikke længere vil varetage flyvninger fra Billund fra den 1. april.

»Alle ruter til og fra Billund er blevet aflyst,« oplyser Ryanair til DR.

Inden da stod det klart, at Ryanair ville lukke sin base i lufthavnen ved udgangen af marts, ligesom der var lukket for salg af billet fra den 1. april.

Derfor gjorde Billund Lufthavn sig klar på, at det kunne indebære aflysninger.

»Det er en virkelig trist situation for mange rejsende, som er usikre på, hvad der skal ske. Det har vi desværre ikke indflydelse på. Vi kan kun opfordre folk til at sikre sig, at de får deres penge retur. Og at de kigger efter andre afgange til deres rejsemål. Det er en god idé at skynde sig, hvis man skal finde en afgang i højsæsonen,« sagde pressechef Dan Prangsgaard til TV Syd.

På Facebook har lufthavnen tidligere meldt ud, at »Billund Lufthavn ville ønske, at vi kunne melde helt klart ud til alle, særligt jer, der vil blive ramt af eventuelle aflysninger, men Ryanair har ikke svaret på vores henvendelser.«

Derfor henviser lufthavnen videre til Ryanair, mens Billund Lufthavn »har sat gang i dialogen med en række andre flyselskaber, og gør alt, hvad vi kan, for at få både nye og nuværende flyselskaber til at udfylde en del af ruterne.«

Til Jyllands-Posten uddyber pressechef Dan Prangsgaard, at Billund Lufthavn stadig ikke har hørt fra Ryanair.

»I forhold til aflysningerne er det et rent anliggende mellem den rejsende og det selskab, der har aflyst en afgang. Desværre er der ikke meget, vi kan gøre, andet end at opfordre folk til at være opmærksomme på de rettigheder, de har i forhold til refundering,« siger han.

I sidste uge meldte Ryanair ud, at selskabet også nedlægger ruterne til og fra Aalborg i forbindelse med deres afvikling af aktiviteterne i Billund Lufthavn.

Det er sket som en konsekvens af den nye passagerafgift, der lægger op til 50 kroner oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark. Det har SVM-regeringen indført efter bl.a. anbefaling fra Klimarådet, og pengene skal være med til at finansiere en grøn indenrigsrute i 2025 samt sikre, at al indenrigsflyvning er grøn i 2030.