Vil ændre reglerne: Minister vil skræmme ulvene ud af Oksbøl
600 borgere mødte mandag aften op i en sportshal i Oksbøl for at blive beroliget af myndighederne, efter at der gentagne gange er set ulve i byens gader og på villaveje.
Politikeren var klar i mælet, da han deltog på et borgermøde i Oksbøl. Der bor cirka 2.400 i Oksbøl. 600 dukkede op til ulvemødet, hvor Jeppe Bruus (S), minister for Grøn Trepart, forklarede, at det havde gjort stort indtryk på ham at se alle de fotos og videoklip af ulve, der har lusket rundt i den lille vestjyske by.
»Jeg mener ikke, det er holdbart, at ulve passerer gennem boligområder eller opholder sig, hvor der er mennesker. Min holdning – og regeringens – er, at ulve ikke skal være i nærheden af, hvor vi bor. Der er meget stramme reguleringer. Ulven er her, men den skal ikke tæt på os mennesker, så skal den skræmmes bort eller reguleres,« sagde Jeppe Bruus.
Allerede en halv time inden borgermødet var der en længere kø af lokale, der ville ind og høre, hvad det officielle Danmark kunne forklare om ulvene i det vestjyske. Og de fik at vide, at ministeren onsdag mødes med EU’s miljøkommissær.
»Vi har strikse regler, der står i vejen for, hvad vi kan gøre for at regulere. Jeg har bedt ministeriet endevende reglerne, så vi kan sørge for at skræmme de ulve, der kommer for tæt på os. Jeg arbejder for at lave reglerne om, og derfor mødes jeg onsdag med EU’s nye kommissær på miljøområdet. Hvad kan vi gøre for at ændre reglerne? Jeg forstår de bekymringer, der er, hvis man møder en ulv, eller hvis man går en tur i skoven. Jeg er selv far til tre børn. Jeg kan sagtens sætte mig ind i situationen,« sagde han.
I køen inden mødet konstaterede man, at når der blev fuldt hus i sportshallen, kunne de, myndighederne, ”se, hvad det betyder for os herude”. Folk fra Oksbøl taler om, at byen er delt i to. For og imod ulve.
En anden tilhører på vej ind ville ikke afvise, at der kunne opstå slagsmål, især ikke hvis man havde fulgt med i kommentarsporet på de sociale medier, der handler om ulve i Oksbøl.
Så slemt gik det trods alt ikke.
Professor Peter Sunde fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet har stor ekspertise på området.
»Ulve, der observeres tæt på huse, er sjældent problematiske. De kan ikke undgå at komme tæt på huse og i byer ved en fejltagelse. Farlig adfærd udvikles over tid og kan spottes i tide. Intet tyder på, at vi er der endnu. Det, der er set i Oksbøl, behøver I ikke bekymre jer for. Der har været gentagne observationer, og det kunne tilsige, at man følger situationen i fremtiden og samler informationer ind. Så kan vi gribe ind i rette tid,« forklarede han.
Jens Skovager Østergaard, kontorchef i styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, prøvede også at berolige de nervøse Oksbøl-borgere.
»Med al den viden, vi har, er vi ikke der, hvor ulven er farlig på nuværende tidspunkt. Det, vi har set i Oksbøl, er normal adfærd. Hvis vi havde set noget, der kunne betyde, at der kunne ske noget, ville vi have grebet ind. Det er der ingen indikationer på. Der er ikke et akut behov, men vi holder øje med situationen,« slog han fast.
Hans forklaring på, at de lokale ulve er rykket tættere på byen, er, at ulvenes føde, kronvildt og andre dyr, er kommet tættere på Oksbøl.
»Ingen observationer indikerer, at der er fare for mennesker. Vi har ikke konstateret unormal adfærd. Vi tager hånd om det, hvis ulve udviser adfærd, der er til risiko for mennesker. Det reagerer vi på med det samme,« sagde han.
Fra salen kom et spørgsmål om, hvor mange mennesker der er blevet overfaldet af ulve.
Det kunne professor Peter Sunde svare på.
»I de seneste 20 år har der været tre tilfælde, hvor ulve har nappet i mennesker. To i Polen og et i Italien. I det ene tilfælde var det en ulv, der havde levet i fangenskab. Ingen af skaderne var alvorlige.«
Fra salen ville man høre, om byens naturbørnehaver stadig kunne tage ud i skoven, og om det er trygt at sove i shelters – både for de lokale og turister.
»Der er intet, der tyder på, det er farligt at tage børn med i skoven. Bliv endelig ved med det, det samme gælder shelters. Fortsæt med det, I gør. Det er klart, at man kan være nervøs. Det kan jeg ikke tale væk,« sagde kontorchef Jens Skovager Østergaard fra styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Han opfordrede til, at borgerne i Oksbøl og området i det hele taget sender videoklip og fotos af ulve ind.
»Vi vil gerne have alle de videoklip med ulve, I har. Vi er ved at undersøge, om vi kan lave overvågning inde i byen, men der er skrappe regler for det. Det vil kunne give os værdifulde informationer. Og så ved vi mere om, hvorvidt vi kan skræmme den bort og ud af byen,« sagde han.
Om mandagens møde gjorde de nervøse indbyggere i Oksbøl mere trygge, er umuligt at sige. Da mødet sluttede, var der en, der stak i et hyl. Det lød næsten som en ulv, men kom fra en deltager på vej ud af hallen.