Skole i Skanderborg har sagt farvel til fire elever efter sag om trusler med kniv og brug af peberspray
Fire elever er nu fortid på SCU i Skanderborg, efter en konflikt udspillede sig midt i skolens kantine i sidste uge.
Sidste uges alvorlige hændelser på skolen SCU i Skanderborg har nu fået konsekvenser for flere af de implicerede elever.
Det fortæller Pia Agerbæk Marlo, direktør for Skanderborg-Odder Center for Uddannelse (SCU), efter en konflikt mellem flere unge endte i trusler med kniv og brug af peberspray midt i skolens kantine.
»Det er blevet besluttet, at vi siger farvel til fire elever, som går her,« siger hun og uddyber:
»Det allervigtigste for os er at sørge for trygheden for vores elever og kursister, så vi er selvfølgelig rigtig, rigtig trætte af, at sådan noget skal ske inde i vores kantine, og det er også derfor, vi skrider til handling.«
Knivepisoden udspillede sig omkring frokosttid tirsdag, hvor skolens kantine var fuld af elever. Sydøstjyllands Politi var hurtigt talstærkt fremme på stedet og kunne kort efter anholde tre 17-årige i området.
De tre er nu sigtet for trusler på livet og ulovlig våbenbesiddelse, men blev løsladt efter afhøring hos politiet.
Ifølge den foreløbige efterforskning var der tale om en konflikt mellem enkeltpersoner, som kendte hinanden i forvejen. Intet tyder på, at sagen har tilknytning til bandemiljøet, sagde vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen i sidste uge.
Unge fra andre skoler
Ingen personer kom til skade ved episoden, men både lærere og elever på SCU var naturligvis chokerede bagefter, understreger Pia Agerbæk Marlo.
Hun fortæller videre, at konflikten udspillede sig mellem elever på SCU og flere udefrakommende unge fra andre skoler, som var kommet ind på Skanderborg-campussen.
Hun ønsker ikke at oplyse den præcise alder på de fire elever, som nu stopper, men fortæller at de både er »over og under 18 år«.
Har I bortvist dem?
»Der er blevet udmeldt fire elever.«
Hvad betyder det, når du bruger det ord?
»Vi hjælper dem videre i den forstand, at de ikke skal gå her på vores skole,« siger Pia Agerbæk Marlo.
Ud over de fire SCU-elever er flere af de udefrakommende unge, som var indblandet i tirsdagens episode, også blevet udmeldt fra deres forskellige skoler, fortæller hun – uden dog at kunne gå i detaljer.
»Jeg ved bare, at der er andre elever, som går andre steder, der heller ikke går der mere,« siger Pia Agerbæk Marlo.
Politiet er fortsat ved at efterforske de nærmere omstændigheder bag konflikten. De tre anholdte drenge blev løsladt efter at være blevet afhørt.
Alle klasser orienteret
I alt går der omkring 1.000 elever og kursister på SCU, som er en del af Campus Sønderborg. Skolen tilbyder flere forskellige ungdomsuddannelser under samme tag, såsom HHX, HF og HTX og flere andre.
Efter de dramatiske hændelser har skolens uddannelsesledelse været rundt i alle klasser for at tale med eleverne, og skolen har også skrevet ud til både elever og kursister. Mange af de unge havde ikke selv oplevet situationen i kantinen, før de pludselig så politiet uden for vinduerne.
Også dagen efter – om onsdagen – var Sydøstjyllands Politi til stede ved SCU for at kunne tale med elever, ansatte og andre bekymrede borgere.
»Det var voldsomt, men ingen kom til skade, og der blev ikke ødelagt noget,« siger skoledirektøren.
Set i bakspejlet kunne det dog nemt være gået værre, tænker hun i dag:
»Nu var det lige præcis vores kantine, det skete i, men det kunne formentlig være sket alle mulige steder. Måske var det trods alt meget godt, at det skete her, hvor politiet kom ekstremt hurtigt, og ikke ude i et busskur eller lignende.«
Jyllands-Posten forsøger at få en opdatering om efterforskningen fra Sydøstjyllands Politi, men indtil videre uden held.