Donald Trump Jr. er på vej til Grønland
Grønlands landsstyreformand skulle have besøgt kong Frederik onsdag, men besøget er aflyst.
Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, skulle onsdag have aflagt besøg hos kong Frederik. Men besøget er udsat, fremgår det af kongehusets kalender.
Kongehuset har ikke yderligere at tilføje, men henviser til Grønlands selvstyre.
Oplysningerne kommer samtidig med en intens politisk debat om Grønlands fremtidige forhold til Danmark, og efter at USA’s kommende præsident Donald Trump kort før jul på sit sociale medie, Truth Social, endnu en gang satte en debat i gang om kontrollen over Grønland.
»For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende,« skrev Trump.
Mandag - samtidig med oplysningen om det aflyste besøg hos kong Frederik - skrev KNR, Grønlands svar på DR, at Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., er på vej til Nuuk. Mediet henviser til oplysninger fra flere uafhængige kilder.
Mininnguaq Kleist er departementschef for udenrigsanliggender i Grønland. Han bekræfter over for Jyllands-Posten, at Donald Trump Jr. er på vej til Grønland.
Der er ifølge departementschefen tale om et privat besøg, og der er ingen henvendelser om et møde med Grønlands regering.
Et fly er landet i Grønland i dag, men der er tale om en fortrop, oplyser Kleist. Trump Jr. skulle lande i morgen, oplyser han.
Hvad Donald Trumps søn skal i Grønland netop nu, vides ikke. Men KNR skriver, at Erik Jensen - formand for regeringspartiet Siumut og minister for finanser og skatter - kort efter jul inviterede Trump på besøg i Nuuk.
»Selv om Trump ved, at Grønland ikke er til salg, vil vi understrege, at Trump er mere end velkommen til at besøge Grønland, og at vi fra Siumut også er åbne for at besøge ham i USA,« skrev Erik Jensen i en pressemeddelelse.
Under Donald Trumps første præsidentperiode foreslog han i august 2019 et amerikansk køb af Grønland. Det blev hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S), der kaldte diskussionen for »absurd«.
Múte B. Egede har slået fast, at »Grønland ikke er til salg og aldrig vil komme til salg.«
Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få oplyst årsagen til Múte B. Egedes aflyste besøg hos kong Frederik samt spurgt, om det har noget at gøre med Donald Trump Jr.’s besøg i Grønland.
I en mail til Ritzau mandag skriver landsstyreformanden:
»Det er rent og skær kalendergymnastik. Længere er den ikke.«