Fortsæt til indhold
Indland

Fire ting du bør vide om at affyre fyrværkeri i kraftig blæst

Myndigheder har advaret om, at der er udsigt til både regn og kraftig blæst nytårsaften. Det stiller flere krav til dig, der vil skyde fyrværkeri af.

Vejrudsigten er ikke til at tage fejl af.

DMI lover en våd og blæsende nytårsaften til hele landet, og det giver særlige udfordringer for dem, som gerne vil skyde nytåret ind med fyrværkeri.

»Kombinationen af kraftig vind og store mængder fyrværkeri kan skabe en meget brandfarlig nytårscocktail,« advarer Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

Vi har derfor samlet vigtig viden om at affyre fyrværkeri i kraftigt blæsevejr og regn.

1

Tjek vindretningen

Især raketter kan afvige fra deres normale bane i blæsevejr. Du skal derfor tage højde for vindretningen, så de affyres i den ”rigtige retning”, altså væk fra mennesker og bygninger. Ved vind over 5 m/s (og det bliver det!) skal sikkerhedsafstanden fordobles.

Sikkerhedsafstanden til åbninger i bygninger, eksempelvis døre, er normalt 10 meter - og 20 meter, hvis vinden blæser den vej.

2

Afstanden til særlige letantændelige omgivelser, eksempelvis huse med stråtag og skovområder, skal fordobles i kraftigt blæsevejr.

Almindeligt fyrværkeri (eksempelvis batterier): Hold en sikkerhedsafstand på 200 meter, hvis vinden blæser den vej.

Raketter: Hold en sikkerhedsafstand på 400 meter, hvis vinden blæser den vej.

Grafik: Sikkerhedsstyrelsen
3

Vidste du, at fyrværkeri til private er opdelt i 3 klasser? Det skal stå på indpakningen af fyrværkeriet, hvilken kategori det er.

Der er forskellig sikkerhedsafstand for de tre kategorier:

Kategori F1

Fyrværkeri forbundet med lav risiko og minimalt støjniveau, som er beregnet til anvendelse i fysisk afgrænsede områder - også til indendørs brug i boliger. Sikkerhedsafstanden er min. 1 meter. Knaldperler, stjernekastere og bordbomber er alle F1-fyrværkeri.

Kategori F2

Fyrværkeri forbundet med lav risiko og lavt støjniveau, som er beregnet til udendørs anvendelse i fysisk afgrænsede områder. Sikkerhedsafstanden er her min. 8 meter (16 meter, hvis vinden blæser i din retning).

Kategori F3

Fyrværkeri forbundet med mellemhøj risiko, som er beregnet til udendørs anvendelse i større, fysisk åbne områder. Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt. Sikkerhedsafstanden er 15 meter (30 meter, hvis vinden blæser i din retning).

4

Opbevar fyrværkeriet tørt

Tag kun ét stykke fyrværkeri ud ad gangen for at undgå, at det bliver vådt, da det kan give fusere og få fyrværkeri til at opføre sig unormalt.

»Med de vejrforhold, vi har, er der risiko for, at fyrværkeriet bliver vådt. Det kan føre til ustabile eksplosioner, hvilket øger risikoen for ulykker betydeligt,« udtaler Nicoline Zederkof Jensen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Se nogle flere generelle råd i denne video:

Kilder: Sikkerhedsstyrelsen, Danske Beredskaber, Retsinformation (Bekendtgørelse om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler)