Fødeafdelinger melder om presset økonomi – men fødselstallet er dalende, og aldrig har der været så mange jordemødre. Hvad sker der?
Antallet af jordemødre er rekordhøjt, men flere steder er der meldinger om et presset arbejdsmiljø og mindre tid til patienterne. Nu sender Christiansborg flere penge til området. Tænketanken Cepos undrer sig.
Der er 68 årlige mio. kr. på vej til fødselsområdet.
Pengene skal fra midten af 2025 være med til at sikre, at flere sårbare gravide bl.a. får mulighed for at føde med en jordemoder, der har fulgt dem under graviditeten. Det aftalte et folketingsflertal i denne uge, og ordningen er en opfølgning på den ekstraordinære økonomiske indsprøjtning på 475 mio. kr., som fødeafdelingerne har fået i årene 2022-2025.
Lis Munk, forkvinde i Jordemoderforeningen, mener, at pengene er godt prioriteret, men hvorfor er de overhovedet nødvendige, når antallet af aktive jordemødre har rundet flere end 2.300?