Flere helt unge søger hjælp til at kvitte stofferne på landets misbrugscentre
De stærkt vanedannede opioider sender unge fra gymnasier og middelklassen til misbrugscentrene. Det er »mine og dine« børn, siger misbrugsbehandler, der i øjeblikket hjælper en 13-årig med at kvitte stofferne.
Misbrugscentre og behandlere oplever en markant stigning i antallet af unge og børn, der søger hjælp for stofmisbrug – nogle helt ned til 13-årsalderen. Flere betegner udviklingen som et gennemgribende og permanent skift i, hvem der havner i misbrug.
Mange af de unge kæmper med afhængighed af opioider, som i de seneste år har spredt sig til alle dele af landet. Disse stoffer er særligt farlige, fordi de både er lette at skjule og ekstremt vanedannende.
Monika Esager har været misbrugsbehandler i Holstebro Kommune i snart 13 år.
Hun har i øjeblikket omkring 40 personer i behandling, og aldersspredning blandt dem tydeliggør problemet. Førhen var de yngste typisk i midten af 20’erne. I dag er lidt over halvdelen 18 år eller yngre. Hun kalder det en »voldsom« udvikling, der især er sket det seneste halvandet år.
»De få unge, jeg tidligere havde i behandling, kom med en voldsom bagage, der kunne forklare deres misbrug. I dag er det dine og mine børn. De har forældre med gode indkomster, sommerhus, to biler og en hund,« siger Monika Esager.