Hver gang han går i vandet, kommer den susende mod ham: Nu er delfinen Delle flyttet nærmere sin menneske-ven
Delfinen Delle var i flere år fast inventar i vandet ved Svendborg. Men så svømmede den sydpå og har været væk siden foråret 2023. Nu er der nyt i sagen, og det er ikke gået Jesper Stig Andersens næse forbi.
I årevis så Jesper Stig Andersen ham hver dag.
Delfinen Delle svømmede ind i Svendborgsund i 2019, og kort tid efter opstod, hvad der bedst kan beskrives som et venskab mellem de to.
Hvis han kunne komme til det, tog Jesper Stig Andersen ud med sit paddleboard for at svømme side om side med delfinen hver eneste dag. Han planlagde sit liv efter den daglige svømmetur med Delle.
For et par år siden udviklede venskabet sig dog til et langdistanceforhold, eftersom Delle migrerede til Tyskland.
Men nu lader det til, at delfinen er tilbage i danske farvande.