»Opmærksomhedshungrende fladpande« slår tilbage: »Regeringen har smadret en milliard menneskeliv«
Jens Ozmec kastede majsstivelse på et 118 år gammelt kunstværk, for overlevelse er vigtigere end kunst, siger han.
Hør hele interviewet med Jens Ozmec her:
»Det er en vildt gammel metode,« siger en af de klimaaktivister, som i søndags kastede orange majsstivelse på et 118 år gammelt oliemaleri, og som kulturministeren derfor har kaldt for »opmærksomhedshungrende fladpander«.
Det var sådan, vi vandt vores demokratiske rettigheder, siger han.
»Ikke ved at spørge pænt.«
Klimaaktivisten Jens Ozmec fra organisationen Nødbremsen risikerer halvandet års fængsel for hærværk, efter han skændede oliemaleriet på Statens Museum for Kunst i København. Men kriminel er han ikke, svarer han i et stort interview med Jyllands-Postens podcast Hvis du vil vide mere. Aktivist ej heller: Det lyder så ekstremt, synes han.
Han forsøger faktisk bare at redde »muligheden for liv på jorden«.
At spare fremtidens børn for »at udkæmpe krige om mad og rent drikkevand«.
»Regeringen gør ikke nok,« gentager Jens Ozmec, som til daglig er studerende ved Rytmisk Konservatorium:
»Regeringen smadrer al vores kunst og alle vores børns fremtid.«
»Regeringen eskalerer klimakollapset med 15 nye klimasmadrende motorveje.«
Hvad er værst, spørger han retorisk: Lidt majsstivelse på et maleris beskyttende glasplade eller dét?
»Regeringen har smadret en milliard menneskeliv,« tilføjer han, for så mange risikerer at dø i ét af FNs klimascenarier, men modererer så alligevel sig selv en smule: Jovist er regeringen kun »medskyldig« i al den død.
Som om det ikke var slemt nok:
»Tænk på al den kunst, der gik tabt i Valencia, da der var kæmpestore oversvømmelser for nylig.«
I interviewet spørger værten også, hvordan ideen opstod.
»Som almindelig brainstorm. Ligesom når man finder på de fleste andre ting,« svarer klimaforkæmperen.
Og hvorfor lige det maleri?
»Der er ikke noget symbolsk i, at det var lige det maleri. Men rent praktisk kunne det lade sig gøre. Og det havde glas foran. Vi behøver ikke at ødelægge noget lige nu, og det er jo ret smart, hvis man har tænkt sig at blive ved.«
Og det har Jens Ozmec, fængsel eller ej:
»Det er vores demokratiske pligt at sige fra.«