Fortsæt til indhold
Indland

Sveriges statsminister kalder Østersøen en »højrisikozone«

Et kinesisk skib i Østersøen er på manges læber. Det var det også på et nordisk-baltiske topmøde.

Østersøen er på manges læber lige nu.

Først blev to datakabler beskadiget. Så blev det kinesisk fragtskib ”Yi Peng 3” mistænkt for sabotage. Skibet ligger nu forankret i Kattegat mellem Danmark og Sverige.

Tidligere på ugen mødtes nordiske og baltiske ledere til et topmøde. Og her var aktiviteten i Østersøen på tale.

Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, kaldte efterfølgende Østersøen en »højrisikozone.«

»Vi er klar over, at der er en høj risiko for forskellige typer af farlige aktiviteter i Østersøen,« sagde han efter mødet til britiske The Guardian.

På det nordisk-baltiske topmøde sagde statsministeren, at landet ønsker, at det kinesiske fartøj bevæger sig mod svenske farvande.

Det ligger lige nu stille uden for dansk territorialfarvand, men i dansk økonomisk zone. Da det befinder sig i internationalt farvand i Kattegat, har hverken Danmark eller andre lande lov til at gå ombord eller tvinge det i havn.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag første gang forholdte sig til den usædvanlige sag, bakkede hun op om, at skibet frivilligt sejler til svensk farvand, så det kan blive undersøgt nærmere.

Fragtskibet er i over en uge blevet bevogtet af forskellige flådefartøjer og kystvagtskibe fra både Danmark, Sverige og Tyskland.

Efter topmødet tidligere på ugen afviser den svenske statsminister fortsat at spekulere i, hvem der er ansvarlig for at have beskadiget datakablerne.

Polens statsminister, Donald Tusk, gjorde det i forbindelse med mødet klart, at han ønsker at etablere en fælles havovervågning i Østersøen.