Tysk anklager: Hamas har haft våbenlager i Danmark for at være »klar til mulige angreb mod jødiske institutioner i Europa«
Oplysningerne er kommet frem i et anklageskrift i en tysk straffesag mod påståede Hamas-medlemmer.
Den militante bevægelse Hamas, der er på EU’s terrorliste, har haft depoter med våben i Danmark og flere andre europæiske lande med det formål at holde Hamas-medlemmer »klar til mulige angreb mod jødiske institutioner i Europa«.
Det mener den tyske forbundsanklager i en udtalelse i forbindelse med en straffesag mod fire personer, der er mistænkt og tiltalt for at være medlem af Hamas i Tyskland.
Ifølge anklageskriftet tømte en af de tiltalte i sommeren 2019 et af disse våbenlagre, som efter sigende skulle været placeret i Danmark, og transporterede i stedet våben, i hvert fald en pistol, til Tyskland.
Forbundsanklageren har overdraget anklageskiftet til statsdomstolen i Berlin, som endeligt skal tage stilling til, hvorvidt der skal føres en straffesag mod de fire.
Ifølge anklageskriftet har Hamas på et ukendt tidspunkt for år tilbage placeret våbendepoter »i flere europæiske lande for at være klar til angreb mod jødiske mål i Europa«. Ifølge den tyske anklager benyttede organisationen såkaldte udlandsoperatører.
»Disse personer havde som regel europæisk opholdstilladelse og kunne derfor hurtigt sættes ind.«
De fire tiltalte indtog ifølge den tyske anklager vigtige positioner i Hamas med direkte kontakt til ledere af den militære fløj.
På vegne af organisationen oprettede den ene af de fire i foråret 2019 et våbendepot i Bulgarien med ammunition og skydevåben, herunder en Kalashnikov. Efterfølgende tog han altså ifølge anklagerne videre til Danmark.
Det har en ekskæreste til den anklagede ifølge det tyske medie Tagesschau fortalt til politiet. Hun skulle også have beskrevet stedet, hvor man mistænker, at våbenlageret befandt sig.
Efter rejsen til Danmark rejste de anklagede angiveligt videre rundt i Europa for at lede efter våben.
»Mellem juni og december 2023 rejste de tiltalte flere gange fra Berlin på jagt efter et våbenlager i Polen, men de lykkedes ikke med at lokalisere det.«
I forbindelse med forberedelserne til terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023 var det ifølge anklagerne et mål at få de deponerede våben »gjort tilgængelige«.
»Mulige angrebsmål omfattede blandt andet den israelske ambassade i Berlin, den amerikanske luftbase i Rammstein og området omkring Tempelhof Lufthavn i Berlin,« lyder det.
De fire personer blev anholdt for snart et år siden i december 2023 og har siden siddet varetægtsfængslet. De har forholdt sig tavse om beskyldningerne.
PET oplyser til Jyllands-Posten, at man har ingen kommentarer til verserende straffesager i andre lande, men kan dog oplyse, at »vi som altid er i tæt kontakt med partnere i udlandet – herunder også med relevante myndigheder i Tyskland«.
Ifølge PET har Center for Terroranalyse tidligere vurderet, at den aktuelle konflikt i Mellemøsten potentielt kan introducere trusselsaktører, som ikke tidligere har været relevante i en dansk terrorsammenhæng, herunder Hamas og Hizbollah.
»PET har også tidligere meldt ud, at der i den sag, hvor flere personer i Danmark og i udlandet i december 2023 blev varetægtsfængslet mistænkt for at planlægge et muligt terrorangreb, ifølge PET’s oplysninger var tråde til blandt andet Hamas.«
Statsminister Mette Frederiksen (S) blev tirsdag spurgt ind til sagen.
»Det siger sig selv, at det her er ganske alvorligt,« sagde hun efter Folketingets spørgetime.
»Jeg mener, at det her først og fremmest er en understregning af den alvorlige situation, vi er i.«