Hun var regnskabsassistent, men »bedre til mennesker end tal«: Nu kalder over 100 unge hende »mor«
Anette Lok Pless gik fra at være regnskabsassistent til at have ansvar for over 100 lærlinge i installationsvirksomheden SIF Gruppen. Nu kan hun navnene på hver og en af dem, mens hun selv bare er kendt som »lærlingemor«.
Egentlig var 55-årige Anette Lok Pless regnskabsassistent.
Men som hun selv siger det, har hun egentlig altid været »bedre til mennesker end til tal«, og når det forholder sig sådan, kunne hun måske i virkeligheden gøre mere gavn et andet sted end i Excel-arket.
Efter syv år i regnskabsafdelingen i installationsvirksomheden SIF Gruppen blev hun i 2018 derfor udnævnt som lærlingeansvarlig i virksomheden og er i dag leder for de 106 lærlinge på tværs af en stribe forskellige afdelinger.
Her har hun ansvaret for, at de mange unge – og voksenlærlinge – trives som mennesker og samtidig bliver dygtigere håndværkere, og det gør hun blandt andet ved at kunne navnene på hver og en af dem.
Og ud over, at cirka 100 unge mennesker kalder hende for »lærlingemor«, kan hun nu også kalde sig vinder af særprisen Årets Talentudvikler ved Fagtalent 24.
Hvordan motiverer og udvikler man morgendagens faglige talenter?
»Det handler om at gribe dem, hvor de er. Nogle er måske ordblinde eller har en diagnose eller er nervøse og usikre, mens andre er helt klar og ved, hvad de vil, og bare kører på. Så jeg er nødt til at se det enkelte menneske, som det er – både personligt og fagligt – og skabe tryghed, for at jeg kan opbygge den tillid og relation, der skal til for, at jeg kan få vores lærlinge til at trives og udvikle sig.«
Hvordan griber du arbejdet an?
»Langt størstedelen af min arbejdstid er øremærket lærlingene. Jeg har minimum fire samtaler om året med hver lærling, og allerede ved første samtale taler vi om, hvordan vi som virksomhed kan bidrage til deres faglige udvikling, og hvordan de som lærlinge kan bidrage til dagligdagen i SIF Gruppen. Og så gør jeg meget ud af at være til rådighed for vores lærlinge, hvis der opstår problemer – og der opstår jo altid problemer. Typisk er de rodfæstet i noget privat, der gør, at man er ulykkelig eller ikke på toppen. Hvis kæresten har slået op, eller forældrene er urimelige, ifølge de unge. Min opgave er selvfølgelig ikke at løse deres private problemer, for det kan jeg ikke. Men tingene hænger selvfølgelig sammen, så hvis det går skidt i privatlivet, går det ofte også dårligt på arbejdspladsen. Derfor er jeg, sammen med lærlingenes ledere i de forskellige afdelinger, meget opmærksom på hurtigt at reagere, hvis en af vores lærlinge virker til at have det skidt. Måske kan løsningen på deres private problemer være, at de får en uge eller 14 dage fri, så de får luft til at få styr på det, der trykker.«
Hvorfor er det vigtigt med en leder for lærlinge?
»Mange af vores lærlinge har brug for en tovholder til det praktiske og en fast person, der kan være med til at løse store og små ting i en travl hverdag – og det er så mig. Lærlingene kommer rundt i forskellige afdelinger i løbet af deres uddannelse og får mange forskellige ledere, de skal forholde sig til, og der hjælper jeg med at få overgangen til at glide så let som muligt, ligesom jeg også sørger for, at der er styr på ferie, hvornår de skal på skoleophold, hvordan de får udbetalt deres fritvalgsordning – alle de ting, der kan fylde i et ungt menneskes hoved. På den måde kan de i højere grad koncentrere sig om at lære deres håndværk bedst muligt.«
Du opfordrer også aktivt jeres lærlinge til at deltage i konkurrencer såsom DM i Skills. Hvorfor?
»Ved de forskellige konkurrencer udfordrer lærlingene sig selv i en voksen verden, og det kan virkelig være med til at udvikle dem og tro på sig selv, og det bakker virksomheden selvfølgelig op om, og vi støtter de lærlinge, der ønsker at deltage. Jeg kender vores lærlinges navne og kompetencer, og hvis de ikke selv henvender sig og fortæller, at de gerne vil deltage i en konkurrence, så prikker jeg til dem. Men de skal selv ville det og have lyst til at yde lidt ekstra. Jeg kunne aldrig finde på at presse dem til at deltage.«
Er det vigtigt for dig at, du kender navnene på alle jeres lærlinge?
»Ja, meget. De skal ikke bare føle sig som et nummer i rækken, men se sig selv som en kompetence, ressource og et menneske. De skal ikke bare være et lønnummer. Derfor har jeg også en tavle bag mit skrivebord med et billede af dem alle sammen, og det skal være med til at få vores lærlinge til at tro på sig selv og føle de bliver set og hørt. Og den tillid gør, at jeg kan tale med dem om det meste og det, der fylder.«
Du bliver kaldt reservemor og lærlingemor af lærlingene. Hvad betyder det for dig?
»Det bliver jeg meget rørt over. Det betyder utroligt meget, at de føler, at jeg er der for dem. Men som enhver anden mor stiller jeg også krav og kan blive vred, hvis de ikke passer deres ting og overholder vores aftaler. Jeg har deres ryg og holder af dem, men det er ikke betingelsesløst, hvilket heller ikke ville komme dem til gode. Det er dem, der har valgt uddannelsen, og de skal blive gode håndværkere, hvilket jeg og resten af SIF Gruppen gør alt i vores magt for at hjælpe dem med.«