I et interview fra 2011 fortæller Morten Stig Christensen om sin vigtigste beslutning i livet

Først Ulf Pilgaard. Så Erik Clausen. Og nu er endnu en kendt dansker død denne uge.

Morten Stig Christensen, formand for Dansk Håndbold, er gået bort i en alder af 65 år efter et hjertestop.

Oprindeligt uddannet lærer, men landskendt for sin tid som håndboldspiller og siden studievært og sportschef på TV 2, har han været et velkendt og afholdt ansigt på skærmen for mange danskere i årtier.

Allerede som 17-årig debuterede han i rødt og hvidt på herrelandsholdet i håndbold og spillede 190 landskampe. Han scorede ifølge TV 2 445 mål frem til 1988, hvor hans landsholdskarriere sluttede. Herefter begyndte karrieren på tv-kanalen. Den blev siden fulgt af poster som generalsekretær, direktør og formand for Dansk Håndbold Forbund.

Trods den storslåede karriere var det familielivet, hans hjerte bankede for.

I hvert fald sagde han i 2011 til Euroman, at hans vigtigste beslutning i livet havde været at få »mange« børn – han havde fem.

»Det sikrer en tæt kontakt til de store følelser resten af livet,« sagde han.

Således var det også hans kone, der til medierne fortalte, at han var gået bort. Hun tilføjede:

»Jeg har i dag mistet mit livs store kærlighed, min livsfælle, min støtte, og Mortens fem børn har mistet deres fantastiske far.«

Hun tilføjede, at han havde været en »kærlig mand og far«.

Samme beskrivelse går igen hos en af Morten Stig Christensen venner, Bent Nyegaard, der er håndboldekspert på TV 2 og udtalte følgende til samme medie:

»Det, der identificerer Morten bedst for mig, er, at han var et enormt socialt menneske. Det gjaldt både privat og på de arbejdspladser, han har været på. Men også i sin tid som håndboldspiller. Det andet ord, der falder mig ind, er omfavnende. Der er nogle mennesker, der bare omfavner dem, de er iblandt, og det rum, de bevæger sig i. Sådan et menneske var Morten. Socialt omfavnende.«

Og måske netop reaktionerne opfylder det ønske, som Morten Stig Christensen selv udtrykte i interviewet med Euroman. Her blev han nemlig spurgt til, hvad en mand bør udrette, før han dør. Og han svarede:

»At så et korn af varighed. Den dag, jeg ikke er her mere, kan jeg måske have sået et korn hos andre, ligesom min mormor gav noget videre til mig. Jeg håber, at mine børn og min kone kan tænke på noget, vi har haft sammen.«