Analytiker: Danmark er forsvarsløst, og Forsvaret har løjet om situationen
I Jyllands-Postens podcast ”Hvis du vil vide mere” fortæller forsvarsanalytiker Peter Ernstved Rasmussen om sin nye bog, der hudfletter det danske forsvar.
Danmarks største trussel er ikke Rusland. Den kommer indefra og er selvforskyldt.
Det mener Peter Ernstved Rasmussen, journalist og forsvarsanalytiker. Han står bag netmediet Olfi, der går kritisk til det danske forsvar. Det gør han i den grad også i sin aktuelle bog, ”Forsvarsløs – når den største trussel kommer indefra”.
I Jyllands-Postens podcast ”Hvis du vil vide mere” fortæller forfatteren om sin bog, og at der er skabt et »tavshedsregime« i Forsvaret for at dække over, hvor galt det står til. Faktisk er Forsvaret kollapset, vurderer han.
Over for podcastvært Jacob Grosen forklarer Peter Ernstved Rasmussen, hvorfor han har valgt et skriggult omslag, der får bogen til at ligne et advarselskilt:
»Den handler om Forsvarets nedbrydelse, Forsvarets deroute. Og hvordan den største trussel ikke kommer fra Rusland, men det dysfunktionelle system, vi har skabt.«
Frygter, at det er for sent
Hans advarsel er ment som et opråb til danskerne, politikerne og Forsvarsministeriets ledelse:
»I skal være klar over, at vi kan ikke stille noget op, hvis der kommer en trussel udefra i øjeblikket. Forsvaret er kollapset.«
Han uddyber senere:
»Vi kan ikke stille op mod indkommende trusler fra luften. Hæren har ikke noget luftværn. Den hær, vi har, er stærkt underbemandet, og den mangler alt. Vi aner ikke, hvad der foregår under havets overflade. Russerne må sidde og slå sig på lårene af grin.«
Han sammenligner det danske forsvars tilstand med en soldat, der ligger på slagmarken med alvorlige krigsskader, hvor blodet fosser ud.
Selv om Danmark vil bruge 195 mia. kr. på våben og ammunition de næste 10 år for at rette op på tidligere tiders fejl, mener Peter Ernstved Rasmussen, at det slet ikke er tilstrækkeligt. Han frygter, at det er for sent at gøre noget.
»Uanset hvor mange penge, vi hælder ned i det her system, kommer der til at gå så ufattelig mange år, før det kommer til at fungere,« konstaterer analytikeren, der tidligere har dækket forsvarsstof for Jyllands-Posten og siden 2016 på sit medie, Olfi.
Skabt et »tavshedsregime«
Peter Ernstved Rasmussen mener, at Forsvarsministeriet bærer skylden for Forsvarets problemer, og at der ikke er blevet købt tilstrækkeligt materiel til de operative enheder, som ifølge ham mangler alt lige fra håndvåben til kikkerter. Han peger på, at mange af problemerne udspringer af en omstrukturering i 2014 i Forsvarsministeriet, hvor Forsvarets økonomi, personel, materiel og ejendomme blev skilt ud i civile styrelser.
»Der er et helt ufatteligt bureaukrati, koordinationsarbejde og møder, hvor ingen kan træffe beslutninger,« vurderer han.
Jacob Grosen spørger Peter Ernstved Rasmussen, hvorfor han bruger ordet tavshedsregime, da han i sin bog peger på, at der er opstået en særlig usund kultur i Forsvaret sideløbende med omstruktureringen af Forsvarsministeriet. Svaret falder prompte:
»Fordi det er et tavshedsregime.«
Analytikeren uddyber, hvorfor han mener, at dette regime er blevet skabt.
»Fordi den eneste måde, man over for befolkningen kunne bibeholde troen på, at alt var velfungerende, det var ved at lyve, manipulere og undlade at fortælle sandheden,« siger han og tilføjer:
»Når der kom nogen internt fra systemet, som hejste et flag og gjorde opmærksom på, at det her hænger ikke sammen, er de blevet straffet, fyret, omplaceret og har fået karrieren sat på fuld stop. Det har skabt et system, hvor ingen tør sige, når noget er galt.«
Opbakning til Forsvaret
Adspurgt om der slet ikke er et flig af håb, fremhæver Peter Ernstved Rasmussen, at flere partier i 1990’erne ikke mente, at der skulle bruges penge på Forsvaret, mens der i dag er bred politisk opbakning til, at Forsvaret skal genopbygges, og at der er afsat penge hertil.
»Problemet er bare, at det er alt for sent,« tilføjer han.
Jyllands-Posten har forelagt kritikpunkterne for Forsvaret og Forsvarsministeriet. Forsvaret har sendt et skriftligt svar:
»Da vi ikke har læst bogen, ønsker vi ikke at kommentere på de enkelte påstande, der fremsættes. Vi har dog den forståelse, at kritikken i høj grad vedrører historiske forhold og kritik vedrørende rammevilkår, der er uden for Forsvarskommandoens direkte indflydelse.«
Forsvaret tilføjer:
»Forsvaret er optaget af kerneopgaven, som er at omsætte de politiske beslutninger, der nu er truffet, til militære kapaciteter og effekter hurtigst muligt.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forsvarsministeriet inden deadline.