Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

Tre personer anholdt i forbindelse med eksplosioner nær Israels ambassade

To af de tre mænd blev anholdt i et tog på Københavns Hovedbanegård. Politiet holder pressemøde om sagen kl. 14.

Tre personer er blevet anholdt i forbindelse med de to eksplosioner tæt ved Israels Ambassade ca. kl.03.20 i nat. Det skriver Københavns Politi på X.

To af dem blev anholdt i en større polititaktion på Københavns Hovedbanegård onsdag middag, mens en tredje blev anholdt et ukendt sted i København.

Ifølge billeder fra stedet blev en mand iført DNA-dragt ført væk hovedbanegården. Mediet har talt med et øjenvidne, der berettede, at politiet stormede en togvogn og overmandede en mand, som de senere lænkede fast til en bænk udenfor togvognen.

Sagen tog sit udspring sent i nat, da beskyttelsespersonel fra Israels ambassade hørte to eksplosioner tæt ved ambassaden. Politiet har siden efterforsket sagen - bl.a. for om eksplosionerne har forbindelse til ambassaden.

På Københavns Hovedbanegård talte Jyllands-Postens udsendte kort før middag med et øjenvidne i forbindelse med den omfattende afspærring af banegården.

Ifølge øjenvidnet, der ikke ønsker at stå frem med navn, var han inde på banegårdens billetkontor for at forny sit rejsekort, da en betjent fra Københavns Politi pludselig kom ind.

Betjenten viste et billede af en mand til DSB’s medarbejder på billetkontoret og spurgte den ansatte, om han havde solgt billetter til vedkommende på billedet.

Ifølge øjenvidnet svarede DSB’s billetsælger betjenten, at han netop havde solgt to biletter til Amsterdam til manden på billedet.

Som konsekvens af den melding satte en række betjente kurs mod spor 5 og 6. ’