Fortsæt til indhold
Indland

153 år: Virkelighedens stemme i en verden, hvor kæden hele tiden at ved at hoppe af

I en verden fuld af pseudoarbejde og bureaukrati er der brug for et medie, som sætter mennesker før systemer og gør virkeligheden til en del af den offentlige samtale.

Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen. Foto: Gregers Tycho

Jyllands-Posten fylder 153 år. Hvis ikke vi fandtes, måtte nogen opfinde os. For der er noget grundlæggende, som ikke hænger sammen. Et sted, hvor kæden mellem virkeligheden og pseudovirkeligheden hopper af, hvis ingen insisterer på at se sammenhængen.

Flere og flere regulerer og administrerer dem, som producerer og agerer. Det første er ved at kvæle det sidste. Bureaukrater oversvømmer vores samfundskultur med procesplaner, certificeringskrav og ord, som ingen forstår. Selv politikerne er tilsyneladende ikke i stand til at løse de vigtigste problemer, selvom de siger, at de prøver.

For 100 år siden byggede vi diger med skovl og trillebør, når stormfloder ramte. I dag kan en hær af embedsmænd og styrelser og puljer ikke virkeliggøre selv den mest akutte kystsikring. Afstanden fra idé til handling – fra problem til løsning – bliver tilsyneladende bare længere for hvert folketingsår, der går.

Det skaber i længden en grundfølelse af mistillid og måske i værste fald af håbløshed.

Men løsningen begynder med forståelse og fakta. For vi kan ikke løse problemer, hvis vi ikke kan se dem. Det er her, Jyllands-Posten er så vigtig. Jyllands-Posten er en måde at forstå verden på. Et prisme, som forbinder virkelighederne. Som gør det uklare klart. Som sætter ord på det usagte. Kaster lys over det mørkelagte. Skiller det væsentlige fra det uvæsentlige. Forbinder det teoretiske med det praktiske. Føjer udsyn til det navlebeskuende.

Lad mig komme med tre gode eksempler på, hvad fornuft kan tilføre vores samfund af aha-oplevelser:

1) Regeringens store grønne trepartsaftale hænger ikke sammen. Aftalen skulle være en historisk omkalfatring af det danske miljø og landskab. Århundreders tradition for dyrehold og dyrkning af korn skal nu afløses af skovdrift, mener regeringen og de magtfulde organisationer Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug og Fødevarer. Skov er mere nænsomt for havmiljø, grundvand og biodiversitet. Danmarks chefdesigner Lars Løkke Rasmussen (M) fik næsten tårer i øjnene, da han skulle præsentere aftalen, så storslået var den.

Men aftalen har tilsyneladende ikke hold i virkeligheden. Det skulle der en journalist på Jyllands-Posten til at gøre klart. En journalist, der granskede tallene og ringede virkeligheden op. Der fandt han landmanden Kristian Lundgaard-Karlshøj på Ausumgaard, der ligger mellem Struer og Holstebro. En af branchens mest innovative – han producerer insekter som klimavenligt protein, snart også græsprotein, og opvarmer sin gård med eget biogasanlæg. Men skov kommer han ikke til at kaste sig over.

»Økonomisk giver det slet ingen mening,« konstaterer han om skovplanerne. Jord på den egn handles nemlig for 180.000-220.000 kr. pr. hektar. I den nye kompensationsordning til skovrejsning er der kun afsat 75.500 kr. pr. hektar. Det regnestykke kan aldrig nogensinde gøres lønsomt.

Alle med forstand på området er enige med ham.

Havde det været en aftale, hvor staten påstod at kunne opkøbe hveranden villa i Gentofte for 1 mio. kr. stykket, var der nok en embedsmand eller to, som havde råbt op noget før og sagt, at noget ikke stemte. Enten har man med åbne øjne lavet en aftale, hvor der overhovedet ikke er penge til at indfri målene. Eller også har man ikke anet, hvordan virkeligheden hang sammen. Det er svært at sige, hvad der er værst.

2) Store dele af de smukkeste områder i Danmark skal efter politisk ønske plastres til med solceller. 24 ud af 26 nye solcelleparker skal placeres i Jylland. Men for det første siger eksperter, at der slet ikke er brug for al den solstrøm. Allerede der er noget jo helt galt. Altså hvad er meningen så? Og for det andet så lytter man ikke til dem, der skal være naboer til solcelleparkerne. Hvis naboerne er heldige, tikker der en besked ind i e-boks med invitation til en borgerhøring, når det er for sent at gøre noget ved det. Hvordan er det gået så vidt, at centralmagten og kommunerne er så ligeglade med de mennesker, som de burde være til for?

3) Affaldssortering er mere ritual end rationale. Mange danskere bruger en stor del af deres hverdag på at gøre sig umage med at sortere. Men størstedelen af tekstilaffaldet brændes alligevel sammen med alt mulig andet. Det samme gør sig gældende for plastic. Hvordan er vi endt med at indføre et kollektivt sorteringssystem, der er så dyrt, men som gør så lidt nytte?

Jyllands-Posten har i 153 år insisteret på fornuft, og vi er fulde af fremtidstro. Det kræver bare, at nogen sætter mennesker og virkelighed før systemer og bureaukrati.