Cecilie Grønlund skriver for at gøre usynlig sygdom synlig
Siden hun var barn, har hun vidst, at noget var galt, men hun fik ikke den hjælp, hun skulle bruge. Nu er hun aktuel med romanen "Jeg kunne flå noget levende", hvor hun giver læserne et indblik i livet med et kaotisk sind.
»Pludselig får jeg en ide om, at jeg er forelsket i et af mine familiemedlemmer.«
Sådan tænkte Cecilie Grønlund, da hun første gang oplevede en tvangstanke som cirka 11-årig. Hun husker følelsen af, at tanken voksede sig større og større i hovedet, inden hun til sidst kollapsede. Med årene blev tankerne flere, og de hobede sig op og blev hængende i sindet.