Afbud svækker Danmark i Nato og svækker Natos afskrækkelse af Putin
Danmark har meldt afbud til storstilet Nato-øvelse, som skulle teste brigadens kampkraft. Omkring 2.500 soldater skulle være sendt afsted. Det går ud over både Danmark og de øvrige Nato-lande, lyder kritikken.
Når Danmark melder afbud til en stor Nato-øvelse, går det ikke alene ud over danske soldater, men også over Danmarks allierede i Nato og er i sidste ende med til at svække Natos afskrækkelse af Putin.
Sådan lyder reaktionerne, efter at Danmark har aflyst at deltage i Nato-øvelsen ”Allied Spirit”, som er ledet af USA og finder sted i Tyskland i 2025.