Efter opslag om afdød Hamas-leder: Simon El-Zeinab hjemsendt fra sit arbejde i Aarhus Kommune
Rådmand Anders Winnerskjold bekræfter, at den pågældende medarbejder er hjemsendt, mens der udføres en personalejuridisk vurdering.
Simon El-Zeinab er blevet hjemsendt fra sit arbejde i Aarhus Kommune, bekræfter den ansvarlige rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Anders Winnerskjold (S).
»Jeg tager fuldt og helt afstand fra de ytringer, der er kommet. Der er ingen tvivl om, at Hamas er en terrororganisation. At hylde deres leder er ganske problematisk. Den pågældende medarbejder er hjemsendt, mens der pågår en personalejuridisk vurdering af sagen,« siger Anders Winnerskjold.
Natten til onsdag blev den politiske leder af Hamas, Ismail Haniyeh, dræbt under et ophold i Irans hovedstad, Teheran. Hamas kategoriseres af EU som en terrororganisation. I et nu slettet opslag på Facebook hyldede Simon El-Zeinab den afdøde Hamas-leder.
Simon El-Zeinab trak sig onsdag fra sin post i det officielle danske integrationsråd, som han var udpeget af regeringen til at sidde i. Det oplyste udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.
»Jeg tager på det skarpeste afstand fra Simon El-Zeinabs udtalelser på Facebook. Jeg har netop fået besked om, at han har valgt at trække sig. Det, synes jeg, er den helt rigtige beslutning. Jeg kan på ingen måde se for mig, at man kan sidde i et nationalt integrationsråd og samtidig hylde lederen af en terrororganisation,« konstaterede Dybvad.
Onsdag udtalte Danmarksdemokraternes byrådsmedlem i Aarhus Jakob Søgaard Clausen kritik af Simon El-Zeinabs fortsatte arbejde med udsatte boligområder i Aarhus Kommune.
»Jeg synes, det er problematisk, hvis en afdelingsleder i Aarhus Kommune hylder en leder fra en terrororganisation. Især hvis man samtidig arbejder med udsatte boligområder og skal være et forbillede for unge med ikke-vestlig baggrund,« lød det fra Jakob Søgaard Clausen, som samtidig slog fast, at han agtede at bede den ansvarlige rådmand, Anders Winnerskjold, om at forholde sig til sagen.
Aarhus Kommune oplyser torsdag at Simon El-Zeinab indtil i dag har været ansat i en stilling til at løse »en række kriminalpræventive opgaver – primært i Gellerup.« Kommunen afviser dog, at Simon El-Zeinab har haft ledelsesansvar, men bekræfter at han har været ansat i Aarhus Kommunes magistratsafdeling for Sociale Forhold og Beskæftigelse som socialpædagog.
Anders Winnerskjold mener, at udtalelserne fra Danmarksdemokraternes byrådsmedlem er som at sparke en åben dør ind.
»Jeg bad allerede i går om en personalejuridisk vurdering af sagen, og af hensyn til både den pågældende medarbejder og teamet omkring vurderede vi, at det var bedst at sende den pågældende hjem. Derfor er det en åben dør, som bliver sparket ind af Danmarksdemokraterne her,« fortæller Anders Winnerskjold.
Dog påpeger Anders Winnerskjold, at den pågældende medarbejder har ytringsfrihed, og at hans side af sagen også vil blive lyttet til i den personalejuridiske vurdering.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Simon El-Zeinab om sagen.