DI kritiserer regeringen for nøl med beredskabet
Alt kan ende i kaos og koste liv, hvis ikke regeringen skrider til handling øjeblikkeligt og får etableret et ordentligt beredskab til håndtering af en krise i form af f.eks. et cyberangreb, advarer Dansk Industri.
Lars Sandahl Sørensen og hans familie kan klare sig i tre døgn i en krisesituation. Topchefen i Dansk Industri har etableret sit eget lille nødberedskab derhjemme. Ganske som Troels Lund Poulsen (V) vil have os alle til at gøre. Forsvarsministeren kom med opfordringen lørdag på Folkemødet.
Men der er brug for, at regeringen tager situationen langt mere alvorligt og skrider til handling her og nu for at styrke det samlede danske beredskab, mener Dansk Industri.