Kollektiv trafik deler Danmark i to
Kollektiv trafik er især for københavnere. Danskere, der bor øst for Storebælt, kører mere end tre gange så meget med bus og tog, som danskere vest for broen. Det viser en kortlægning fra regeringens ekspertudvalg for fremtidens kollektive trafik.
Mange indbyggere i København har svært ved at forstå, hvorfor mange jyder går så meget op i deres biler. »Hvorfor tager de ikke bare bussen eller toget?« lyder det ofte.
Omvendt har mange jyder svært ved at forstå, hvorfor man i København går så meget op i, om der kommer en ny metro, nye S-tog, hurtigere busser eller mere grønne busser.
En ny kortlægning fra regeringens ekspertudvalg om fremtidens kollektive trafik kommer med en del af forklaringen.