Anja H. Lund er der, når fremmede dør
Hun har holdt flere døde mennesker i hånden, end de fleste af os håber at skulle. Og selv om det efterhånden er blevet rutine, er der ikke nogen formel på arbejdet som våger. For nok er døden uomgængelig, men den tager også en lidt med bukserne nede hver eneste gang.
Om dagen arbejder Anja H. Lund i en stor kommunal murstensbygning.
Men om natten, i weekender og på helligdage kører hun ud på sin sorte Raleigh og holder døende mennesker i hånden.
Efterhånden har hun våget over i omegnen af 30 mennesker og overværet en hel del udåndinger, siden hun for to år siden meldte sig som våger hos Røde Kors på Nørrebro i København.