Nordic Waste-ejer donerer 50 mio. kr. til borgere i Ølst
USTC, der ejer størstedelen af Nordic Waste, sagde allerede i januar, at den ville donere millioner til Ølst.
USTC-koncernen, der ejer en stor del af det konkursbegærede selskab Nordic Waste, donerer som lovet 50 mio. kr. til borgere i Ølst.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse torsdag.
I januar lød det fra koncernen, at den havde en intention om at etablere en klimafond med et særskilt formål om at donere 50 mio. kr. til borgerne.
Ølst Borgerforening og USTC har nu i fællesskab fundet en model for, hvordan millionerne skal doneres.
Donationen sker til en nyoprettet støtteforening under Ølst Borgerforening, som vil beslutte, hvordan pengene bedst kommer til gavn for borgerne i den lille by nær Randers.
Formand for borgerforeningen Jan K. Jensen siger i pressemeddelelsen, at den nye støtteforening kommer til at have en stor betydning for borgerne.
»Der har indtil nu været lidt handling og konkret hjælp, men med udsigten til en donation på dette niveau er der nu lys i horisonten,« siger han i meddelelsen.
Bestyrelsen i borgerforeningen skal dog mødes til en generalforsamling for at forberede det videre arbejde, før at USTC endeligt frigiver pengene, skriver koncernen.