Den mest omfattende strejke i to årtier kaster »Færøerne i frit fald«
En lektor i samfundsvidenskab vurderer, at strejken vil vare flere uger endnu. Imens frygter dansk uddannelseslæge bosat på Færøerne, at konflikten på sigt kan få konsekvenser for patienter på landets største sygehus.
Siden februar har Kathrine Bitsch arbejdet som uddannelseslæge på Landssjúkrahúsið, der er centralsygehuset på Færøerne.
Af og til tager hun dog i lufthavnen for at vende snuden hjem til Danmark, hvor hun deltager i kurser, inden turen igen går tilbage til Thorshavn.
Den 13. maj var en af de dage, og i lufthavnen stødte hun ind i en mandlig kollega, der også skulle til Danmark. Her fortalte han hende noget, han havde fået at vide af sin taxachauffør.
Noget, som hun først flere dage senere forstod alvoren af.